Uhyggelig drabsvideo: Politi efterlyser

Efter et skuddrab i Vollsmose tilbage i juni 2020 har Fyns Politi brug for hjælp til at identificere to personer, som kan ses køre på scooter i en offentliggjort video

Offentliggjort Sidst opdateret

Se videoen med de to uidentificerede personer herover. Advarsel: Der affyres skud. 

Tilbage i juni blev en 31-årig uskyldig mand skudt og dræbt i en sag, hvor fire sigtede ville have ram på to uidentificerede personer.

Fyns Politi beder nu om hjælp med at identificere personerne. Det skriver de i en pressemeddelelse.

”Vi vil meget gerne have identificeret de to personer, som på videoen ses køre væk på scooteren, og som vi mener er dem, man kan høre råbe på den lydfil, som vi nu offentliggør. Det er vores klare formodning, at der er vidner, som kender identiteten på personerne og genkender stemmerne og dermed kan hjælpe politiet med opklaring af sagen,” udtaler vicepolitiinspektør ved Fyns Politi, Jesper Weimar Pedersen.

31-årig stod i skudlinjen

Torsdag den 15. april blev to personer sigtet for drabet på den uskyldige mand, der skete 24. juni 2020 i Vollsmose.

De sigtede er to mænd på henholdsvis 19 år og 21 år, som begge er fra Odense.

De to personer sigtes for manddrab og forsøg på manddrab efter at have affyret minimum fire skud med pistol med henblik på at ramme og dræbe to endnu ikke identificerede personer, der var på vej væk fra stedet på en scooter.

Men de dræbende skud ramte i stedet 31-årige Abdinur Mohamed Ismai, der tilfældigvis befandt sig i skudlinjen under en skudveksling mellem to stridende grupperinger i området.

Politiet: “Total mangel på respekt for andres liv”

I pressemeddelelsen står der, at det er en intensiv og grundig efterforskning, der nu fører til, at Fyns Politi har rejst sigtelse mod yderligere to personer i drabssagen fra Vollsmose sidste sommer.

Politidirektør Arne Gram er tilfreds med den positive udvikling i efterforskningen, fordi en uskyldig borger blev dræbt, og fordi der den seneste tid har været en opblussen af utryghedsskabende hændelser i Vollsmose:

“Jeg er overordentlig glad for, at efterforskningen skrider frem. Det er jo en særlig tragisk sag, hvor en uskyldig ender med at blive dræbt på grund af den totale mangel på respekt for andres liv, som de her bandekriminelle udviser. Der er ingen tvivl om, at det er et af de sværeste miljøer at efterforske i, og derfor er jeg særligt glad for, at vi er kommet hertil nu,” udtaler han.

Politidirektøren fortsætter:

“Desværre er der stadig to mistænke på fri fod, og derfor vil jeg også gerne appellere på det kraftigste til at kontakte os, hvis man ved, hvem de er. Det er vigtigt fordi, vi gerne vil have så mange af de her banditter i fængsel som muligt, så vi kan få genetableret trygheden i Vollsmose og i de andre dele af Odense, hvor bandernes kriminalitet skaber utryghed.”

Se videoen med de to uidentificerede personer herover. Advarsel: Der affyres skud. 

Powered by Labrador CMS