Uheld på uheld: Det er bilisternes skyld

Hvis folk overholdt færdselsloven, så var ulykker, hvor Aarhus Letbane var involveret, ikke sket, siger politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er snart et år siden, at Aarhus Letbane tog sin første tur gennem byen på skinnerne. Siden har politi og ambulance måtte rykke ud til ulykker ni gange, hvor letbanen var impliceret.

Alle gangene har mindst én ting til fælles. Hverken bilist, cyklist eller fodgænger overholdt færdselsloven. Det skriver TV2 Østjylland.

Havde folk overholdt færdselsloven, så var de her uheld ikke sket, påpeger Amrik Singh Chadha, politikommissær ved Østjyllands Politi.

– Så klart kan det faktisk udtrykkes, siger han til tv-stationen.

Uheldene er sket ni forskellige steder på letbanens strækning. Men der er særligt et element, der har voldt problemer.

– Lyskryds med særskilt lysregulering, altså dem hvor der er svingpile, det er ofte en udfordring for mange bilister, siger Amrik Singh Chadha.

– Folk har en tendens til at overse netop de pile, som rent faktisk gælder for en selv. Særligt ved venstresving skal man være opmærksom på letbanen, siger han.

Overhold færdselsloven

Senest var en 47-årig bilist involveret i en ulykke mandag. Den er endnu ikke blevet undersøgt til bunds.

Letbanen er skrevet ind i færdselsloven. Den er også godkendt af trafik-, bygge- og boligstyrelsen, påpeger Helle Sjørslev, kommunikationskonsulent ved Aarhus Letbane.

– Det vil sige, at hvis man overholder færdselsloven, så bør der ikke ske ulykker, siger hun til Ritzau.

Hos Aarhus Letbane lyder vurderingen trods ulykkerne, at sikkerheden er god.

– Det er vigtigt at understrege, at selv om der er sket ni uheld som vi gerne havde været foruden, så er det i en periode på over et år. Samtidig har uheldene heldigvis ikke været alvorlige.

– Selv om letbanen er et nyt transportmiddel i Østjylland, så har Aarhus Letbane faktisk en forholdsvis lav ulykkesrate i forhold til andre landes letbaner, siger hun.

Ifølge kommunikations konsulenten har letbanen i Bergen i Norge været involveret i 58 ulykker på 2,5 år.

Powered by Labrador CMS