Uefa: Michel Platini appellerer suspendering
Uefa-præsidenten vil appellere suspenderingen i 90 dage, meddeler forbundets eksekutivkomité.
Præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), Michel Platini, står midt i sit livs værste stormvejr som fodboldpolitiker.
Den 60-årige franskmand, der torsdag blev suspenderet i 90 dage af Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) etiske komité, nyder dog fortsat opbakning hos Uefa.
Torsdag aften har Uefa udsendt en pressemeddelelse, hvor Uefas bestyrelse, eksekutivkomitéen, erklærer sin støtte til Michel Platini.
Ikke brug for en midlertidig afløser
Samtidig fortæller komitéen, at den ikke ser nogen grund til at indsætte en midlertidig afløser for Platini, mens han er suspenderet.
– Det skyldes, at eksekutivkomitéen ved, at Uefas præsident (Platini) omgående vil tage de nødvendige skridt til at appellere beslutningen fra Fifas etiske komité og rense sit navn, meddeler Uefa.
Brug for en hurtig afgørelse
Derudover mener Uefas eksekutivkomité, at der skal træffes en hurtig afgørelse i sagen om Michel Platinis suspendering.
– Til sidst vil eksekutivkomitéen gerne udtrykke sin fulde tillid til Michel Platini, komitéen står helt og holdent bag ham, lyder det i pressemeddelelsen.
Komitéen beretter samtidig, at den vil afholde et hastemøde den 15. oktober i Uefas hovedkvarter i Nyon.
Repræsentanter fra alle 54 medlemslande skal holde møde samme dag i Nyon.
/ritzau/