Uefa åbner sager mod England

Uefa har åbnet sager mod England for fans' brug af laserlys og for buhråb under den danske nationalsang.

Kasper Schmeichel blev tilsyneladende ikke generet af det laserlys, der ramte ham i hovedet i forbindelse med Englands straffespark.
Kasper Schmeichel blev tilsyneladende ikke generet af det laserlys, der ramte ham i hovedet i forbindelse med Englands straffespark.
Offentliggjort Sidst opdateret

Et grønt laserlys ramte Danmarks målmand, Kasper Schmeichel, i ansigtet i forbindelse med Englands straffespark i den forlængede spilletid af EM-semifinalen onsdag.

Laserlyset så ikke ud til at genere Schmeichel, som reddede Harry Kanes første forsøg, men ikke kunne gøre noget ved returen, hvorfor England vandt 2-1 og spiller EM-finale mod Italien søndag.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har torsdag middag åbnet tre sager mod England efter kampen.

Dels er England sigtet for brug af laserpen, og derudover også for de engelske fans' buhråb under den danske nationalsang.

Tredje og sidste sigtelse er for brug af pyroteknik.

Ikke fair fra tilskuerne

Ifølge den danske forsvarspiller Jannik Vestergaard var laserlyset også til stede tidligere i kampen, og Pierre-Emile Højbjerg havde gjort dommeren opmærksom det.

- Det var der allerede i første halvleg. Der var flere ting, som ikke var fair fra tilskuerne, men når der er meget på spil, er alle midler tydeligvis tilladte.

- Jeg så det ikke ved straffesparket, men jeg lagde mærke til det i første halvleg og så også, at Pierre gjorde dommeren opmærksom på det i løbet af anden halvleg, siger Jannik Vestergaard.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har tidligere uddelt bøder til klubber for fans' brug af laserlys i forbindelse med kampe i Champions League.

Blandt andet Napoli har tidligere fået en bøde på cirka 60.000 kroner for forseelsen.

Sådan er det gået Danmark i knockout-kampene ved VM- og EM-slutrunderne

EM:

1984: Danmark taber til værtsnationen Frankrig i gruppespillet, men bliver nummer to i puljen. Der er kun otte hold med - fire går videre. Så i semifinalen møder vi Spanien. Kampen ender 1-1 i ordinær spilletid og skal afgøres i straffesparkskonkurrence. Her er Preben Elkjær den eneste, der brænder, og det betyder, at vi ryger ud. Da man ikke spiller om bronze i 1984, bliver Danmark delt 3'er med Portugal.

1992: Det år er der sikkert rigtig mange danskere, der husker. Efter at have slået franskmændene i sidste spillerunde i gruppespillet går vi videre på en andenplads bag værterne fra Sverige. Vores semifinale mod Holland skal ud i straffesparkskonkurrence, og denne gang er vi bedre end i 1984. Kim Christofte sparker det sidste spark, der sender os i finalen. Her slår vi Tyskland med 2-0. Det er Danmarks eneste sejr ved en EM- eller VM-slutrunde nogensinde.

2004: Denne gang var 16 hold kvalificeret til slutrunden i Portugal. Danmark bliver 2'er i sin pulje og møder Tjekkiet i kvartfinalen. Her taber vi stort med 0-3.

VM:

1986: Danmark vinder alle sine tre puljekampe og skal møde Spanien i ottendedelsfinalen. Jesper Olsen bringer os på 1-0, men forærer spanierne målet til 1-1. Danmark taber 1-5.

1998: Vi bliver nummer to i puljen, hvor vi taber til værterne fra Frankrig. I ottendedelsfinalen smadrer vi Nigeria med 4-1 og møder Brasilien i kvartfinalen. Her taber vi en meget lige kamp med 2-3.

2002: Danmark bliver nummer et i puljen, hvor vi blandt andre slår de forsvarende verdensmestre fra Frankrig. Desværre løber vi ind i et engelsk landshold, der er langt bedre. Vi taber 0-3.

2018: Her bliver vi nummer to i puljen, hvor vi vinder over Peru og spiller uafgjort med Australien og de senere verdensmestre Frankrig. I ottendedelsfinalen mod Kroatien kommer vi foran efter to minutter. Kroaterne udligner og kampen går hele vejen til straffesparkskonkurrence. Her brænder både Christian Eriksen, Lasse Schöne og Nicolai Jørgensen, og Danmark ryger ud til de senere sølvvindere. 

Powered by Labrador CMS