Udviste bag masse-kriminalitet

En opgørelse over lovovertrædelser begået af beboere på udrejsecenter viser stor mængde sager

Udrejsecentret Kærshovedgård huser nogle af de mest kriminelle udlændinge, der er på tålt ophold eller afventer udvisning. En ny opgørelse viser, at de har fået samlet 11.790 straffe for ikke-grov kriminalitet - hovedsageligt ikke at leve op til deres meldepligt.
Udrejsecentret Kærshovedgård huser nogle af de mest kriminelle udlændinge, der er på tålt ophold eller afventer udvisning. En ny opgørelse viser, at de har fået samlet 11.790 straffe for ikke-grov kriminalitet - hovedsageligt ikke at leve op til deres meldepligt.
Offentliggjort Sidst opdateret

Beboere på udrejsecenteret Kærshovedgård ved Ikast, der enten er på tålt ophold eller er udvist ved dom, har i over 11.000 tilfælde fået en straf for anden kriminalitet end grov - hovedsageligt overtrædelser af melde- og opholdspligt.

Desuden har gruppen en stor mængde domme for grov kriminalitet som vold og personfarlig kriminalitet. Det viser et Folketingssvar fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

- Det er hårrejsende tal. Det viser, at beboerne er bundkriminelle og griner af de regler, vi har, når de på ingen måde overholder reglerne om melde- og opholdspligt, skriver retsordfører for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, i en kommentar til tallene.

-Har givet op

Også Venstres udlændingeordfører, Mads Fuglede, er meget kritisk.

- Det er foruroligende tal, og det er helt uacceptabelt, at beboere på Kærshovedgård bryder loven og skaber utryghed i lokalsamfundet, skriver han i en skriftlig kommentar.

- Og det er meget problematisk, at regeringen bare har givet op, og ikke vil etablere et nyt udrejsecenter, som de ellers har lovet vælgerne.

Flertal imod

- Vi har i Venstre sagt, at de udviste kriminelle skal ud på en ubeboet ø, langt væk fra lovlydige borgere, og det står vi selvfølgelig ved, lyder det fra Mads Fuglede.

Folketingssvaret kommer i kølvandet på debatten om, hvor et nyt udrejsecenter for de mest kriminelle beboere på Kærshovedgård skal ligge.

Regeringen foreslog at placere centret på Langeland, men det var et flertal i Folketinget imod. Der er dog et fælles ønske om at aflaste borgerne nær Kærshovedgård, der oplever gener ved at bo tæt på udrejsecentret.

Tusindvis af sager

Beboere på udrejsecenteret er ikke fængslede og kan ergo forlade centret. De er dog underlagt meldepligt, da de skal bo på centret.

Opgørelsen er opdelt på to grupper beboere på Kærshovedgård: Udlændinge udvist ved dom og udlændinge på tålt ophold.

Den første gruppe består af 97 personer. 

De er samlet i alt noteret for 5352 straffesager, der er endt i en "fældende afgørelse". Af dem er 5086 "øvrig kriminalitet - svarende til over 52 straffe gennemsnitligt.

41 personer

De 97 har i alt 266 domme for grov kriminalitet, hvilket blandt andet tæller 86 domme for vold, tre for terror og 160 for "anden personfarlig kriminalitet".

- Det skal i den forbindelse bemærkes, at antallet af overtrædelser i de øvrige straffesager er markant højere end for grov kriminalitet, hvilket primært skyldes overtrædelser af udlændingeloven, herunder overtrædelse af melde-, opholds- og underretningspligt, skriver Rigsadvokaten, der har svaret på spørgsmålet på vegne af ministeriet.

For gruppen på tålt ophold, der tæller 41 personer, er der samlet 6820 straffesager, der er en "fældende afgørelse". Af dem er 6704 for "øvrig kriminalitet". Eller gennemsnitligt 164 per beboer.

Skal bures inde

Denne gruppe har 116 domme for grov kriminalitet. Af dem er 36 for vold, 13 for voldtægt og 50 for "anden personfarlig kriminalitet".

- For Dansk Folkeparti er der ingen tvivl. De skal bures inde lige indtil den dag, de sendes hjem til deres hjemland. Og det hellere i dag end i morgen, skriver Peter Skaarup.

Samlet har de 138 personer 11.790 domme for "øvrig kriminalitet" og 382 domme for grov kriminalitet.

Kærshovedgård Udrejsecenter

Kriminalforsorgen driver to udrejsecentre for afviste asylansøgere, mennesker, der er udvist ved dom, samt mennesker på tålt ophold: Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland og Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland.

Udrejsecentrene er åbne centre med døgnbemanding, videoovervågning og adgangskontrol. Beboerne er ikke frihedsberøvede og kan derfor frit komme og gå på centret. Beboerne vil dog som udgangspunkt være underlagt såkaldt opholdspligt. Det betyder, at de har pligt til at bo og overnatte på centret.

Kriminalforsorgen driver udrejsecentrene på vegne af Udlændingestyrelsen. Opgaverne i relation til sundhedsbetjening, undervisning og aktivering løses af Røde Kors, og Kriminalforsorgen samarbejder herudover med både Politiet og Hjemrejsestyrelsen, som ligeledes er til stede på matriklen.

Udrejsecenter Kærshovedgård udgør Udlændingeinstitution Kærshovedgård. Institutionschefen er Niels Johan Geil.

Kilde: Kriminalforsorgen
Powered by Labrador CMS