Udvalg: Sænk kontanthjælpen og giv praktikbonus

Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Carsten Koch-udvalget foreslår økonomisk bonus, hvis kontanthjælpsmodtagere er i praktik eller nyttejob.

110 kroner om måneden. Så meget står kontanthjælpsmodtagere over 30 år til at miste, hvis et nyt forslag bliver gennemført, skriver Avisen.dk.

Forslaget er et ud af flere fortroligt stemplede forslag, som Avisen.dk har fået adgang til. Bag forslaget står Carsten Koch-udvalget, en gruppe eksperter anført af økonom og tidligere minister Carsten Koch.

Gruppen er nedsat af regeringen og fremlægger tirsdag sine forslag til at få flere svage ledige i job.

Praktik skal give 220 kroner om ugen

Når eksperterne vil barbere 110 kroner af kontanthjælpen om måneden, er det for at skaffe penge til et andet tiltag.

Eksperterne vil belønne de kontanthjælpsmodtagere, som er i praktik i virksomheder eller udfører nyttejob. De skal have 250 kroner ekstra om ugen for deres arbejde.

Eksperterne forklarer i rapporten, at mange ledige i praktik eller nyttejob føler, at de er gratis arbejdskraft og mangler motivation. En bonus i form af 250 kroner ekstra om ugen “vil styrke motivationen”.

Et synspunkt som to ud af tre medarbejdere i jobcentrene ifølge rapporten bakker op om.

SF: Det er urimeligt

I SF ryster man på hovedet af eksperternes forslag.

– Det er urimeligt. Det kan ikke være meningen, at kontanthjælpsmodtagere, som i forvejen får et ret lavt beløb, skal gå ned i ydelse på grund af det her tiltag, siger Eigil Andersen, arbejdsmarkedsordfører for SF, til Avisen.dk.

Venstre: Praktik er ikke målet

I Venstre glæder arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen sig over, at eksperterne vil bruge økonomiske gulerødder og pisk for at få flere i gang.

– Det er godt, at Carsten Koch-udvalget med sit forslag anerkender, at man skal gøre brug af økonomiske incitamenter, når man ønsker at få flere mennesker i arbejde, siger Hans Andersen til Avisen.dk.

Selve forslaget bryder han sig imidlertid ikke om.

– Forslaget gør det ikke mere attraktivt at komme i ordinært arbejde. Det må være målet og ikke kun, at flere kommer i virksomhedspraktik eller nyttejob, mener Hans Andersen.

Eksperterne anført af den forhenværende socialdemokratiske skatteminister Carsten Koch præsenterer deres forslag klokken 10.30 tirsdag.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS