Udsteder arrestordre på Netanyahu

Foruden Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har ICC udstedt arrestordre på Hamas-leder

Offentliggjort Sidst opdateret

Den Internationale Straffedomstol (ICC) har torsdag udstedt en arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Desuden kræver ICC den forhenværende israelske forsvarsminister Yoav Gallant anholdt.

Baggrunden er Israels krig i Gaza og en mistanke om, at Israel har begået krigsforbrydelser i det palæstinensiske område.

Det oplyser ICC i en udtalelse ifølge Reuters.

Ikke bekræftet død 

Foruden Netanyahu og Gallant har straffedomstolen udstedt en arrestordre på Hamas-lederen Mohammed Diab Ibrahim Al-Masri, der formentlig er bedre kendt som Mohammed Deif.

Deif blev ellers rapporteret dræbt i juli, men det er ifølge ICC ikke bekræftet, at Hamas-lederen faktisk er død.

Mohammed Deif mistænkes ifølge straffedomstolen for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. 

De skal være begået i Israel og i de palæstinensiske områder fra 7. oktober 2023 og frem.

Forbrydelser mod menneskeheden 

Ifølge ICC er Netanyahu og Gallant også mistænkt for at have begået forbrydelser mod menneskeheden og for krigsforbrydelser. 

Det skal være sket i perioden 8. oktober 2023 til 20. maj 2024 - og muligvis også derefter.

Premierminister Benjamin Netanyahu kræves anholdt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Powered by Labrador CMS