Udsatte børn skal sendes på sommerskole

Sommerskole er en glimrende idé til udsatte børn, mener ekspert. Modelfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er så gode resultater ved at sende udsatte unge i sommerskolen, at det i højere grad bør overvejes også i skoleåret.

Det er meldingen fra formand for Skolelederforeningen i Claus Hjortdal, efter at nogle kommuner er begyndt at sende fagligt eller socialt udfordrede elever på turbolæringsforløb.

»Vi skal være nysgerrige på begrebet sommerskoler. Der er nogle grupper af elever, som kan profitere af det her, og dem kan man give særlige tilbud en gang imellem. Det behøves ikke være i sommerferien, det kan lige så godt være i en periode af skoleåret,« siger han til Jyllands-Posten.

Og resultaterne ved de intensive læringsforløb er da også gode.

Ifølge Jyllands-Posten kunne 100 børn, der er anbragt i enten plejefamilier eller på opholdssteder, i juli måned på blot to uger rykke sig et helt skoleår fagligt.

Eleverne rykkede sig i gennemsnit, hvad der svarer til 1,13 læringsår i matematik og 0,88 læringsår i læsning, viser resultaterne af test, som eleverne tog på den første og sidste dag i sommerlejren.

Fra politisk side giver undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) fuld opbakning til opfordringen fra Claus Hjortdal om at bruge sommerlejr mere. Hun vil se på, hvordan det kan gøres lettere at benytte den form for undervisning i skolen, skriver Jyllands-Posten.

Powered by Labrador CMS