Udråbt som “testvinder”: Problemer med kendt autostol til børn

Det gælder om at passe godt på den her autostol. Snavs kan nemlig have uønskede konsekvenser, hvis du kører galt.

Det er denne stol, der er hovedpersonen i debatten om sikkerhed.Foto: FDM
Det er denne stol, der er hovedpersonen i debatten om sikkerhed.Foto: FDM
Offentliggjort Sidst opdateret

Autostolen Concord Reverso kan være mindre sikker, end du lige regner med. Passer man ikke på, kan snavs nemlig beskadige justeringsmekanismen i selen, hvilket betyder, at dit barn ikke sidder ligeså godt fast, som du tror. Fejlen er blevet fundet i januar i år, og det norske forbrugerråd har rettet voldsom kritik mod firmaet, som de ikke mener, har oplyst brugerne ordentligt om fejlen.

– Det her er et produkt, som samvittighedsfulde forældre køber for at sikre sine små. Derfor skal vi kunne stole på, at det opfylder hensigten. Det er derfor meget alvorligt, at producenten har opdaget en fejl, men ikke gjort noget ved det, siger Gunstein Instefjord der er fagdirektør for forbrugerrådet i Norge i en pressemeddelelse.

Forbrugerrådet mener ikke, at firmaet har gjort tilstrækkeligt for at rette fejlen eller informere brugerne om den.

– Vi vil tage et kig på, om forbrugerne er godt nok sikret mod lignende hændelser i fremtiden. Når en producent eller butik opdager en fejl, som kan have alvorlige følger, så må man have pligt til at informere forbrugeren. Den sikkerhedsmæssige linje selskabet har fulgt her, er bare ikke god nok. Når du sælger et produkt, som skal være en tryghed for barnet, så har du et særligt ansvar, siger Gunstein Instefjord.

Også solgt i Danmark

Ifølge forbrugerrådet i Norge er der i alt blevet produceret 7000 af de problematiske stole. Hverken producenten Concord GmbH eller den nordiske importør SATEX har over for Newsbreak.dk svaret på, hvor mange af disse stole, der er solgt Danmark.

Forenede Danske Motorejere, FDM, oplyser til gengæld, at organisationen har solgt omkring 60 af stolene i Danmark, og de kan desuden købes på stribevis af danske hjemmesider.

Problemet ses kun på stole produceret mellem februar og december 2015. Her forklarer FDM, hvad der kan ske, hvis et barn sidder i en stol, der ikke fungerer, som den skal:

– Det er mekanismen, der forlænger og strammer selen, der kan få et problem, altså selve justeringsmekanismen. Den svarer lidt til sikkerhedsselen i en flymaskine. Når der kommer snavs ind i justeringsmekanismen, så virker den ikke optimalt. Men barnet er ikke i overhængende fare, fortæller Søren Rasmussen, der er bilteknisk redaktør hos FDM, til Newsbreak.dk og fortsætter:

Her er fakta på stolen

– Det er stolen Concord Reverso, der kan have et problem med selerne.

– Kun stole produceret mellem februar og december 2015 har problemet.

– Der er produceret 7000 stole i den pågældende periode.

– Firmaet vil ikke oplyse om antallet i Danmark, men FDM fortæller, de har solgt omkring 60 stole i Danmark.

 

– Hvis man skulle være så uheldig at køre galt, så bliver barnet selvfølgelig udsat for en større belastning. Men det er ikke sådan, at barnet falder ud af sædet.

Trods kritikken fra Norge mener firmaet ikke, de har gjort noget galt. De understreger i en redegørelse fra onsdag, at de ad flere omgange har advaret forbrugerne om faren, samt man allerede nu uddeler beskyttelse til selerne gratis sammen med en manual. Denne beskyttelse, kaldet et softcover, sørger for, at der ikke kommer snavs ind i den pågældende mekanisme. Firmaet kalder den selv for en “snavsevagt”.

I redegørelsen står der også, at Concord har spredt budskabet af seks omgange, fra starten af december 2015 indtil januar 2016, hvoriblandt de har kontaktet distributørerne direkte. Firmaet understreger også, at efter test af problematiske sæder, er disse stadig lovlige, og sikkerheden stadig over den påkrævede standard.

“Spørgsmål om vedligeholdelse”

I Norge er nyheden blevet spredt vidt og bredt, men hvad med Danmark? Her har FDM været hurtig på aftrækkeren.

– FDM har allerede gjort alt, hvad vi kan. Samme sekund vi hørte om sagen, tog vi kontakt til de kunder, som har købt stolen. Vi har kontaktet leverandøren. Vi sender et softcover med manual ud for at undgå, at de sæder, der virker, får samme problem. Vi opfordrer alle vores kunder til at ringe ind, hvis de er i tvivl om noget, så alle kan køre trygt videre, fortæller Søren Rasmussen til Newsbreak.dk.

Trods umagen med at informere forbrugerne om risiciene mener Rasmussen ikke, det er det store problem. Da Newsbreak.dk spørger ind til deres test af stolen, der har fået seks ud af seks stjerner i sikkerhed, er svaret, at vurderingen ikke ville blive ændret.

– Vi vil ikke revurdere testresultatet. Det her er et spørgsmål om vedligeholdelse. Det er ganske få stole vi snakker om. De nye stole, fra efter perioden er blevet lavet om, og de gamle er blevet opgraderet med et softcover. Det gælder altid, at brugeren skal sørge for at vedligeholde stolen. Vi er ret overbeviste om, at det ikke bliver et problem.

Sådan klarede stolen sig hos FDM

– Det er stolen Concord Reverso, der kan have et problem med selerne.

– Kun stole produceret mellem februar og december 2015 har problemet.

– Der er produceret 7000 stole i den pågældende periode.

– Firmaet vil ikke oplyse om antallet i Danmark, men FDM fortæller, de har solgt omkring 60 stole i Danmark.

 

Newsbreak.dk har forsøgt at kontakte den nordiske importør af stolen SATEX, men de har hverken svaret på opkald eller mail. Newsbreak.dk har også kontaktet Trafik- og Byggestyrelsen, der er tilsynsførende myndighed på autostole. Her er svaret, at man ikke kendte til problematikken og har overdraget den til Færdselsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS