Udråbt som minister i 10 minutter

- Det var surrealistisk. For jeg vidste jo godt, jeg ikke var i spil til posten

Offentliggjort Sidst opdateret

Han er blevet udråbt som minister to gange med syv års mellemrum. 

Men først anden gang var der bid, da Jacob Jensen i december sidste år kunne indtage posten som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri i SVM-regeringen.

Dén udnævnelse var den foreløbige kulmination på den politiske karriere for Venstre-politikeren, som fredag den 26. maj fylder 50 år.

-Fik nok 30 beskeder

I 2015 kom Venstre-manden, der er vokset op uden for Tølløse, for alvor i mediernes søgelys. I omkring ti minutter.

Et stort dansk medie erfarede, at han skulle afløse Carl Holst, der var stoppet som forsvarsminister, og nyheden bredte sig lynhurtigt i hele medielandskabet.

- Det var godt nok lidt turbulent. Min telefon gik amok.

- Og på de omkring ti minutter, hvor jeg var udråbt som minister, fik jeg nok 30 beskeder og flere opkald. Det var surrealistisk. For jeg vidste jo godt, jeg ikke var i spil til posten, sagde Jacob Jensen dengang til B.T.

Nyheden var falsk 

Nyheden viste sig at være falsk, for det var partifællen Peter Christensen, som skulle være forsvarsminister.

I 2017 blev Jacob Jensen også valgt ind i regionsrådet i Region Sjælland, hvor han gik efter at blive regionsrådsformand efter partifællen Jens Stenbæk.

Jacob Jensen måtte dog se formandsposten gå til Heino Knudsen (S), og det samme gentog sig ved regionsrådsvalget i 2021.

Sagde farvel

Efter udnævnelsen som minister i december sidste år sagde Jacob Jensen farvel til regionsrådet.

Udnævnelsen til fødevareminister betød blandt andet, at han overtog ansvaret med at sikre "et værdigt punktum" for de minkavlere, der måtte aflive deres mink under coronakrisen.

For nylig præsenterede Jacob Jensen en køreplan for erstatningssagerne, som regeringen håber, kan være afsluttet næste år for manges vedkommende.

Privat er Jacob Jensen gift med Marie-Louise Jensen, som han har tre børn med.

Jacob Jensen (V) blev i december sidste år udnævnt til minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. (Arkivfoto).
Jacob Jensen (V) blev i december sidste år udnævnt til minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS