Udlændinge må vente på dansk pas – håndtryksceremonier aflyst

Undgå håndtryk, siger myndigheder. Ceremonier, hvor udlændinge skal have dansk statsborgerskab, er udskudt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere ceremonier fredag, hvor udlændinge skulle have dansk statsborgerskab, er blevet aflyst.

Det skyldes, at Sundhedsstyrelsen nu anbefaler, at man undgår håndtryk, kys og kram. Anbefalingen skal begrænse smitten af corona.

En central del af ceremonien er at give hånden til en repræsentant fra kommunen. Det er typisk borgmesteren.

I Ringsted fik man at vide af Udlændinge- og Integrationsministeriet, at dagens ceremoni skulle aflyses. Det fortæller borgmester Henrik Hvidesten (V) til Politiken.

Myndighedernes anbefaling

I Assens har kommunen valgt at følge myndighedernes anbefaling, fortæller borgmester Søren Steen Andersen (V) til fyens.dk.

Statsminister Mette Frederiksen (S) fortalte fredag på et pressemøde, at ceremonier som udgangspunkt skal aflyses.

– Vores holdning er meget klart, at man skal give hånd for at få dansk statsborgerskab.

– Og det betyder selvfølgelig, at med den anbefaling, der nu ligger fra myndighederne, er vores udgangspunkt – og vi vil diskutere det med partierne bag indfødsretsaftalen – at vi så udsætter de ceremonier, som allerede er planlagt.

Håndtrykskravet er en udlændingestramning

Kravet om at give hånd er en del af en lov fra 2018 om statsborgerskab.

Et af de nye krav er, at man kun kan få dansk statsborgerskab, hvis man deltager i en ceremoni i den kommune, man bor i.

Ved ceremonien skal man skrive under på at ville overholde grundloven og respektere grundlæggende danske værdier og retsprincipper – herunder det danske demokrati.

Og give hånd til en repræsentant fra kommunen.

Bag aftalen var Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

-Fuldstændig absurd

Hos Enhedslisten er indfødsretsordfører Peder Hvelplund kritisk overfor, at regeringen ikke vil bøje reglerne.

– Det er fuldstændig absurd. Det forhindrer mennesker at få deres statsborgerskab. Det er tegn på, at ekskluderende symbolpolitik står over sund fornuft.

– Det naturlige havde været at gennemføre dem, men at gøre det uden håndtryk, siger Peder Hvelplund.

Powered by Labrador CMS