Udlændinge køber danske sommerhuse i stor stil
De seneste år er der kommet til at stå Kirsti og Gerhard på stadig flere postkasser uden for sommerhuse i Danmark.
For selv om dansk lov forbyder udlændinge at købe fritidshuse på dansk jord, findes der en undtagelse i lovgivningen, som hundredvis har benyttet sig af de seneste år, skriver dr.dk.
Undtagelsen betyder, at udlændinge kan søge dispensation, hvis de kan påvise en særlig tilknytning til Danmark. Det kan eksempelvis handle om, at de har holdt ferie her gennem en årrække, har dansk familie eller kulturel tilknytning til Danmark.
Sidste år gav Justitsministeriet, som er myndighed på området, 251 udlændinge lov til at købe fritidshus i Danmark, og i de seneste ti år har i alt 1.058 udlændinge fået dispensation. Tallet har været markant stigende de seneste år.
Advokatfuldmægtig Karina Søndergaard fra advokatfirmaet Hjulman Kaptain i Nordjylland har specialiseret sig i at søge dispensationer for udlændinge, der vil købe sommerhus. Hun siger, at der ikke findes en fast opskrift på, hvordan man får dispensation.
»Det er svært at sige, hvad minimum er for at få tilladelse. En god tommelfingerregel er, at hvis man har været jævnligt i Danmark over en årrække på ti år, så der er en nogenlunde chance for at få tilladelse,« siger hun til dr.dk.
Det er især nordmænd, som har fået dispensation. Sidste år fik 188 nordmænd således lov til at købe et dansk sommerhus, mens Justitsministeriet også nikkede ja til 23 svenskere og 27 tyskere.