Udgifterne til hospitalmedicin falder overraskende

Stik imod forventningen er hospitalernes udgifter til medicin faldet . Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Dystre forudsigelser om udgifter til medicin på himmelflugt har præget avisernes spalter og sommerens valgkamp. Men nye tal viser, at de stigende udgifter til medicin på landets hospitaler er stilnet meget af. Det skriver Onkologisk Tidsskrift.

Ifølge tal fra Amgros (amternes indkøbsselskab for lægemidler til sygehuse) var der på hospitalerne en stigning i medicinudgifterne i årets første kvartal på 22-26 procent i forhold til de samme måneder sidste år. Men i andet kvartal faldt væksten til syv til ni procent, og i tredje kvartal har der været et lille fald i udgifterne på en til to procent i forhold til sidste år.

»Vi vidste godt, at væksten for hele 2015 ville blive lavere end de tre første måneder, men det er gået meget hurtigere end forventet. Det er klart, at det får indflydelse på det samlede marked, men det er ikke sådan, at vi går ud af 2015 uden en pæn omsætningsstigning,« siger Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros, til Onkologisk Tidsskrift.

Forventer stadig stigninger

Danske Regioner udarbejdede inden valgkampen en prognose, der viste, at de samlede medicinudgifter ville vokse med 12 procent i 2015 i forhold til 2014, så forbruget i alt ville ligge på 8,4 milliarder kroner. Det fik både regioner, hospitalsledelser og faglige foreninger til at kræve politisk handling. Men med de seneste tal tegner det til, at væksten for hele året bliver det halve.

Flemming Sonne har ikke en entydig forklaring på, hvorfor medicinudgifterne er stagneret, men Amgros vil analysere det, når året er gået.

Formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi (DSKO) Ulrik Lassen er glad for den nye prognose, og han tror, den skyldes en fornuftig håndtering af, hvilke patienter der skal i behandling. Han tror dog ikke, at tendensen er kommet for at blive. Medicinomkostningerne vil stige de kommende år, i takt med at der kommer nye, dyre lægemidler på markedet, specielt inden for kræft, mener han.

Powered by Labrador CMS