Udgav sig som betjent: Fik kæresten løsladt
Det koster nu den kreative kvinde en tur i spjældet.
En kvinde er ved retten blevet idømt 15 år i fængsel, efter at hun i sommeren 2018 udgav sig for at være fra politiet, og på den måde fik sin kæreste løsladt fra et fængsel i Washington, USA. Det skriver Boston 25.
Maxine Feldstein foregav at være betjent fra staten Californien, da hun afleverede et sæt falske dokumenter for at få sin kæreste ud af fængslet. Fængselsbetjentene troede på kvinden, og hendes kæreste, Nicholas Lowe, blev løsladt.
Ifølge Boston 25 var det Lowe, der fik Maxine til at udgive sig for at være betjent, og det var Lowe, der fik hende til at fortælle en historie om, at der var for mange indsatte i fængslet, og at indsatte med mindre domme skulle løslades.
Så ringede politiet
Det gik først op for myndighederne, at de var blevet snydt, da de to dage senere blev kontaktet af en ægte politibetjent, der skulle afhente Nicholas Love. Parret blev anholdt en måned senere, og de er begge blevet dømt for deres roller i den specielle fangeflugt.
Mens Lowe blev dømt for at flygte, blev Feldstein dømt for blandt andet at medvirke til flugten og for at forfalske papirer. I sidste ende kostede det altså en dom på 15 års fængsel.