Udenrigsministeriet ‘lukker’ flere lande
Udenrigsministeriet skærper rejsevejledningen til Italien, Bulgarien, Polen og tre andre små lande.
Yderligere seks lande forsvinder fra den efterhånden korte liste over lande, hvor Udenrigsministeriet ikke fraråder alle ikke-nødvendige rejser.
Torsdag har Udenrigsministeriet besluttet at fraråde ikke-nødvendige rejser til Italien, Polen, Bulgarien samt småstaterne San Marino, Vatikanet og Liechtenstein.
Der er fire lande tilbage, som ikke enten er orange eller som Sverige har dele af landet, der er orange.
Dem kan du se i galleriet over artiklen.
Derudover udvides listen af svenske regioner, hvor der frarådes ikke-nødvendige rejser. Det gælder hermed for 12 ud af de 21 svenske regioner.
De fire nye Dalarna, Gotland, Jönköping og Östergötland.
Dermed bliver de seks lande og fire svenske regioner orange på Udenrigsministeriets kort over rejsevejledninger.
Det betyder ifølge Udenrigsministeriet:
– Risiciene er så alvorlige, at man bør have særlige grunde til at besøge området/landet. Vigtige forretningsrejser og presserende familiebegivenheder kan få rejsende til at vurdere, at et besøg er nødvendigt.
Udenrigsministeriet skriver dog, at rejser til Oslo bør være omgivet af særlig opmærksomhed. Derudover rådes der til, personer, der har været i Oslo, bliver testet ved hjemkomst.
NORGE: Rejser du til Oslo, bør du grundet høje smittetal være særligt opmærksom på COVID-19-rejserådene: https://t.co/O65p7Nh5Ie Du opfordres til at blive testet for COVID-19 ved hjemkomst til Danmark. Læs om smittetal hos SSI: https://t.co/4YB3W1xcgq
— Udenrigsministeriets Borgerservice (@UMBorgerservice) October 15, 2020
I Tyskland er der i regionerne Berlin og Bremen høje smittetal. Her skal du være særlig opmærksom. Også her opfordres der til at blive testet ved hjemkomst til Danmark.
Hidtil har Litauen haft status som orange, fordi landet har indført 14 dages karantæne for alle, der rejser fra Danmark til Litauen.
Torsdag er smittetrykket dog steget i Litauen, så landet nu også har orange status som følge af et for højt smittetryk.
Udenrigsministeriet gør hver torsdag status for rejsevejledningerne til andre lande.
Et af de centrale elementer, som Udenrigsministeriet baserer sine rejsevejledninger på, er antal af smittede i et land. Bliver der over 30 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere på en uge, bliver landet orange.
Tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse, ECDC, viser løbende udviklingen. Derfor var det klart allerede tirsdag, at Bulgarien og Italien ville krydse de danske myndigheders grænse.
Det samme stod klart for Liechtenstein.