Udenrigsministeriet fraråder ikke længere rejser til Burkina Faso

Foto: Colourbox,com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det har været nogle stormombruste uger i Burkina Faso, hvor militæret for få uger tilbage afsatte landets præsident efter uger med voldsomme uroligheder i gaderne i landets største byer, hvor folket demonstrerede mod nu forhenværende præsident Blaise Compaore.

Det fik Udenrigsministeriet til at fraråde alle ikke-nødvendige rejser til det afrikanske land, men nu er der faldet ro på gemytterne, vurderer ministeriet.

»Sikkerhedssituationen i Burkina Faso er efter den seneste tids uroligheder gradvis forbedret, og risikoen for voldelige demonstrationer er reduceret markant. I lyset af den forbedrede sikkerhedssituation fraråder Udenrigsministeriet ikke længere ikke-nødvendige rejser til Burkina Faso,« skriver ministeriet i rejsevejledningen på sin hjemmeside.

Her gør ministeriet dog samtidig opmærksom på, at der fortsat er udgangsforbud fra midnat og frem til 05 om morgenen.

Landets politiske situation er dog fortsat uafklaret, og af samme grund kan der stadigvæk opstå uroligheder. Og så gør man bedst i at søge væk, opfordrer ministeriet.

»Der opfordres stadig til at holde sig på stor afstand af demonstrationer eller uroligheder samt at holde sig orienteret via lokale myndigheder og medier, ligesom man bør udvise stor agtpågivenhed ved færden i alle større byer.«

Og uafhængig af de seneste ugers optøjer er Burkina Faso fortsat et af de lande, hvor vesterlændinge risikerer at blive bortført, bemærker ministeriet.

»Såfremt rejser gennemføres, bør der udvises betydelig forsigtighed. Der er i området høj risiko for bortførelse af vesterlændinge af netværk, der opererer fra Mali og Niger. Det tilrådes at kontakte ambassaden, såfremt der planlægges rejser til dette område, samt at arrangere bevæbnet ekskorte via de lokale myndigheder.«

Powered by Labrador CMS