Udenrigsministeriet advarer: Rejs ikke hertil med mindre det er nødvendigt

Danskere frarådes midlertidigt at rejse til indonesiske ferieøer, hvis det ikke er nødvendigt.

Her ses ødelæggelser på det vestlige Lombok, hvor jordskælvet ramte søndag. Foto: Antara Foto Agency/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Udenrigsministeriet fraråder midlertidigt alle ikke-nødvendige rejser til Gili-øerne og det nordlige Lombok i Indonesien. Områderne blev søndag ramt af jordskælv.

Den nye rejsevejledning er opdateret tirsdag eftermiddag og skyldes ødelæggelserne efter det voldsomme jordskælv, hvor mere end 100 mennesker har mistet livet.

Tirsdag lyder meldingen fra de indonesiske myndigheder, at mere end 20.000 mennesker er blevet hjemløse. 105 har mistet livet, og 236 er kommet alvorligt til skade efter skælvet. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Grundet de massive ødelæggelser er folk blevet evakueret fra Gili-øerne til Lombok. Evakueringen, som danske turister også har været omfattet af, ventes ifølge Udenrigsministeriet snart at være afsluttet.

– EU har en helpdesk i lufthavnen på Lombok, hvor du som dansk borger kan henvende dig personligt, hvis du har brug for hjælp. Du bør være forberedt på ventetid i Lombok lufthavn, skriver Udenrigsministeriet i sin vejledning.

Kontakt flyselskab eller rejsebureau

Ministeriet opfordrer til, at man kontakter sit flyselskab eller rejsebureau for information om flyafgange og eventuelle forsinkelser.

Udenrigsministeriet havde mandag ingen meldinger om, at danskere skulle være kommet fysisk til skade i forbindelse med jordskælvet.

Hos Jysk Rejsebureau, der arrangerer rejser i området, lyder meldingen, at de har haft 40-50 danske turister, som er blevet evakueret fra det jordskælvsramte område. Ingen er kommet til skade.

– Efterhånden, som vi har kunnet få fat i folk, har vi lavet individuelle forløb for, hvordan de kunne komme af øen. De fleste har taget bilfærgen fra Lombok til Bali, siger Niels Amstrup, direktør i Jysk Rejsebureau.

Hvis man har bestilt en rejse hos bureauet med afgang inden for de næste to uger til det område, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til, så kan man få pengene tilbage, fortæller han.

– Under alle omstændigheder vil det nok være en dårlig idé at tage til den nordlige del og Gili i den kommende tid, siger han.

Ifølge Udenrigsministeriet skønnes det, at 70-100 danskere har befundet sig på Gili-øerne siden i søndags.

Ministeriet er tirsdag aften ikke bekendt med danskere, der har pådraget sig fysiske skader, oplyser Udenrigsministeriet i en mail til Ritzau.

Powered by Labrador CMS