Udenlandske tricktyve stopper ‘dumt’ køretøj – en politibil

Senere på politigården forsøgte de at orme uden om med et ildebefindende lige så falskt som deres 'guld'.

Rumænske svindlere forsøgte sig med falsk guld her ved frakørslen. De fik dog fat i en HELT forkert bil. For dem i hvert fald. Foto: Google Streetview
Offentliggjort Sidst opdateret

Tre rumænske statsborgere, to mænd og en kvinde, forsøgte søndag sidst på eftermiddagen ihærdigt at stoppe køretøjer på motorvejsafkørslen ved Hedensted.

Da de endelig får bid, må overraskelsen have lyst ud af ansigterne på de tre – det var nemlig en civil politibil, de havde fået ‘kloen i’. Og betjentene mente ikke lige, at de var klar på at bytte nogle penge til benzin for ‘guldsmykker’.

I stedet bliver rumænerne anholdt og ført til politigården i Vejle, sigtet for blandt andet at gå på en motorvejstilkørsel (hvor der er stopforbud) og for at standse folk på motorvejen.

Svanens død

Her får de fremlagt bøden på 2700 kroner til kontant afregning. Ellers konfiskerer politiet bilen.

Det munder ud i et større skuespil midt på politigården.

– Den ene laver Svanens død, den anden gestikulerer og de faker et pludselig ildebefindende.

Den hopper betjentene dog ikke på og med truslen om konfiskering af deres bil, finder de pludselig pengene og kan betale bøden.

– Vi har advaret om det den sidste uges tid, siger Steffen Poulsen, der også kan fortælle, at der er noget, politiet oplever hver sommer.

Han fraråder på det kraftigste folk fra at holde ind, også selv om det umiddelbart ser ud som om, at nogen er i nød. I stedet opfordrer han folk til at ringe til politiet, hvis man ser folk på motorvejen, der forsøger at stoppe bilisterne.

– Så skal vi nok hjælpe, hvis folk er i nød, siger politikommisæren.

Det er blot to dage siden, at Newsbreak.dk kunne berette om tricktyve på motorvejene på Sjælland, men billedet i Jylland er altså ikke anderledes. At de forsøger at snyde sig til ikke at betale bøden, er heller ikke ukendt for politiet. Det opleves i følge Poul Steffensen hele tiden, og han henviser til et eksempel i TV2-programmet Station 2, hvor man netop ser en mand simulere en pludselig opstået sygdom, da politiet går ham og familiens kørertøjer lidt nøjere i sømmene.

 

 

 

Powered by Labrador CMS