Udenlandsk lastbilchauffør taget i fusk med papirerne
En makedonsk lastbilchauffør forsøgte at fuppe politiet. To gange. Nu er han fængslet.
I starten af sidste måned, 3. oktober, standsede en politiassistent fra Sydøstjyllands Politi, Tungvognscenter Syd, en bulgarsk lastbil ved Skærup Rasteplads.
Chaufføren, der er makedoner, fremviste en bulgarsk førerattest, som efter politiets opfattelse ikke så ægte ud. Der blev derfor taget en kopi af tilladelsen til nærmere undersøgelse, inden chaufføren kunne køre videre. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
På den baggrund tog politiet kontakt til de bulgarske myndigheder.
– De bulgarske myndigheder kunne efterfølgende oplyse, at de ikke havde udstedt en førerattest til den pågældende chauffør, fortæller Pernille M.A. Moesborg, anklager fra Sydøstjyllands Politi:
– Derfor indledte Tungvognscenter Syd en efterforskning for at finde chaufføren igen.
Og det lykkedes. 8. november blev den makedonske chauffør nemlig standset i Korsør af politiassistenter – kolleger i Tungtvognscenter Øst.
Til dem fremviste chaufføren den selvsamme førerattest. Det fik han dog ikke det store held med.
I går, onsdag 9. november, blev han fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev sigtet for to forhold af dokumentfalsk. Retten varetægtsfængslede herefter chaufføren til den 23. november 2016.
Den sigtede kærede fængslingen.