Ude af kontrol: Russisk rumfartøj styrter mod jorden
Rusland har mistet kontakten til et ubemandet rumfartøj med forsyninger til Den Internationale Rumstation.
Det ubemandede russiske rumfartøj med navnet Progress var på vej til Den Internationale rumstation (ISS) med forsyninger, da man angiveligt mistede kontrollen med det. Det siger en anonym kilde, som er bekendt med situationen, onsdag til nyhedsbureauet AFP.
– Rumfartøjet er begyndt at nedstige. Det kan ikke komme andre steder hen. Det er tydeligt, at fuldstændigt ukontrollable situationer er begyndt, siger han.
Rumfartøjet blev tirsdag sendt op med en russisk raket, men kort efter mistede man kontakten med det. Fartøjet har nu retning på vej mod jorden, og det forventes ikke, at man kan redde det.
Det er endnu for tidligt at sige, hvor Progress vil ramme atmosfæren, men ifølge den britiske avis Independent forventes det, at rumfartøjet vil brænde op, inden den rammer jorden.
Rumskibet er ladet med brændstof, ilt, vand, reservedele, forsyninger og videnskabeligt udstyr, siger det amerikanske rumagentur, NASA.
Samtidig understreger de, at tabet af udstyret ikke er kritisk for den amerikanske del af ISS, hvor astronauterne har rigeligt med forsyninger.
Det russiske rumagentur, Roskosmos, forventes at komme med en udtalelse senere onsdag.
/ritzau/