Ude af (fart)kontrol: Blitzer hver tredje

248 bilister snuppet på fem timer

Politiet i Nordsjælland kunne snuppe hver tredje bilist i en kontrol ‘en helt almindelig torsdag’. 11 står til en betinget frakendelse. Foto: Emil Helms/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Én ud af tre. Det var antallet af bilister, der ved en fartmåling blev taget i at køre for stærkt.

Det oplyser Nordsjællands Politi på sin Facebook-side.

Det kalder politikredsen for en ‘nedslående oplevelse’ og ‘en overordentlig skuffende dag’.

Politiet var til stede i Ølsted i fem timer. Her passerede 735 køretøjer fotovognen, der fik nok at se til: 248 bilister blev blitzet.

“De står nu til at få en form for hilsen fra os på grund af en speeder, der var trykket for langt ned i kælderen”, skriver politiet, der igen undres over antallet:

“Det svarer til, at hver tredje, HVER TREDJE, køretøj, der passerede os, kørte for hurtigt. Vi har en del erfaring med fartmålinger, men vi har svært ved at huske målinger, hvor så stor en andel har haft for meget fart på”, står der videre.

Nordsjællands Politi skriver, at normalt overholder mere end 90 procent af bilisterne fartgrænserne.

“Det kan en stor del af trafikanterne fra målingen i torsdags dog ikke just påstå, at de har styr på”, som det bliver udtrykt.

Klip til 77

77 af bilisterne blev målt til at køre så hurtigt, de står til et klip i kørekortet. 11 til både en bøde og en betinget frakendelse.

“Og alt dette skete altså på en ganske almindelig torsdag eftermiddag”, skriver Nordsjællands Politi, der ‘lover’ at komme til Ølsted igen for at måle trafikanternes gøren og laden.

“For det er hverken normalt eller godt for trygheden i trafikken med så mange fartsyndere”, konkluderer Nordsjællands Politi.

Powered by Labrador CMS