Udbrud af farlig fugleinfluenza i Danmark: Nu skal du gøre dette

Endnu engang er der konstateret udbrud af fugleinfluenza i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fødevarestyrelsen har fundet fugleinfluenza i vilde fugle siden foråret og henover sommeren, hvor virus ellers ikke plejer at være i Danmark. De fleste fund er gjort omkring Sydsjælland og øerne i Smålandshavet, som for eksempel Lolland. Virus er dødelig for fuglene. Derfor råder Fødevarestyrelsen nu fjerkræejere i området til at tage ekstra forholdsregler for at beskytte deres fjerkræ mod smitten.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

– Sygdommen florer på en årstid, hvor den slet ikke plejer at være i Danmark, så det er en særlig situation. Derfor er der brug for, at fjerkræejere passer ekstra godt på, så fugleinfluenza ikke kommer ind i en professionel besætning eller i en hobbybesætning, siger Stig Mellergaard, souschef i Fødevarestyrelsen.

Rammes en professionel besætning af højpatogen fugleinfluenza, dør dyrene og al dansk eksport af fjerkræ lukker.

Fugleinfluenza er ikke farlig for mennesker. Som udgangspunkt.

– Det kan give lidt øjebetændelse og der var en dyrlæge i Holland, der døde, har Stig Mellergaard tidligere fortalt til Newsbreak.dk.

– Men en blanding mellem menneskelig influenza og fugleinfluenza var det, der omkring første verdenskrig førte til “Den spanske syge”, sagde Mellergaard.

Den kostede mere end 50 millioner mennesker livet, heraf 14.000 danskere.

Stig Mellergaard oplyste endvidere, at stort set alle menneskelige influenza-former stammer fra Asien – især Sydøstasien.

Hold fuglene under overdækning

Fødevarestyrelsen anbefaler, at fjerkræejere i området holder deres fugle under overdækning, det kan være fast tag, presenning, net eller tråd. På den måde undgår man, at vilde fugle, der kan være smittede, lander i hønsegården.

Har man for eksempel høns, der går frit i haven, kan man med fordel begrænse det areal, de har adgang til, fx med hegn. Dermed er man også med til at mindske smitterisikoen.Fødevarestyrelsens anbefaler også, at man altid skifter sko, inden man går ind til sit fjerkræ. Dermed undgår man at bære smitte med ind til dyrene, for eksempel via en fugleklat.

Det er endvidere et lovkrav, at al fodring sker under tag. Dermed kan større vilde fugle ikke komme i kontakt med det foder og vand, der er beregnet til ens egne fugle.

Brug appen

Borgere kan bruge appen, Fugleinfluenza tip

Fødevarestyrelsen følger sammen med DTU Veterinærinstituttet udviklingen af fugleinfluenza nøje. Har du mistanke om, at en fugl kan være død af fugleinfluenza, eksempelvis fordi du har konstateret flere døde fugle på samme sted, kan du melde dit fund via Fødevarestyrelsens app, Fugleinfluenza Tip.

Du kan finde appen i Google Play, eller App Store. Du kan også melde fundet på Fødevarestyrelsen.dk.

Ligesom årets andre fund af fugleinfluenza i vilde fugle er fundene på Agersø af typen H5N6. Der er ikke kendte tilfælde, hvor denne type har smittet mennesker.

I 2016 blev 1200 gråænder aflivet på en gård i Nordjylland. I maj i år (2018) blev 20.000 ænder slået ned nær Holstebro. For blot at nævne et par eksempler på tidligere udbrud af fugleinfluenza i Danmark

Powered by Labrador CMS