Udbredt sygdom dræber tusindvis af danskere hvert år
Er du i risikogruppen risikerer man at blive ramt af alvorlig influenza; det er en sygdom, der kan slå dig ihjel, men som der findes en vaccine imod.
Flere grupper af danskere risikerer at blive ramt – og dø – af alvorlig influenza. Alvorlig influenza adskiller sig ikke fra almindelig influenza, men der er forskel på folk, og dermed dødeligheden.
Ifølge Sundhedsstyrelsen kunne vi i Danmark redde op mod 500 mennesker fra at dø af alvorlig influenza hvert år, hvis vi ellers fulgte WHO’s anbefalinger om vaccination.
Sundhedsstyrelsen skriver i en pressemeddelelse, at gravide, ældre og kronisk syge fra i dag – mandag, 2. oktober, kan blive vaccineret mod alvorlig influenza – gratis – over hele landet.
Er du i risikogruppen, er alvorlig influenza noget, du bør forholde dig til. Ifølge Sundhedsstyrelsen dør mellem 1000 og 2000 mennesker hvert år som følge af influenza, og bliver dækningen af de, der er i risikogruppen, løftet, burde antallet af dødsfald falde.
– Der er mange i risikogrupperne, der tror, at influenza ikke er alvorligt for dem, og at de ikke har en særlig risiko for at blive smittet. Det er bekymrende, at folk, der netop er særligt udsatte for at blive alvorligt syge af influenza fravælger vaccination. Vaccination er den bedste beskyttelse vi har, siger læge Louise Lauridsen fra Sundhedsstyrelsen, i pressemeddelelsen.
Alvorlig influenza ignoreres
Problemet er, at alvorlig influenza ikke tages alvorligt af dem, der burde gøre netop det. En ny repræsentativt befolkningsundersøgelse viser, at mange i risikogrupperne fravælger vaccine mod influenza, da de mener, at de ikke er særligt udsatte for at blive smittet med alvorlig influenza. Den viser også, at de ikke tager sygdommen alvorligt og mener, at sygdommen blot vil sende dem under dynen i et par dage, eller at deres immunforsvar vil klare arbejdet for dem.
Spørger man Louise Lauridsen, mener hun, at undersøgelsen viser, at mange myter om vaccination mod influenza lever i bedste velgående.
– Det er et problem, at mange i risikogrupperne ikke er opmærksomme på, hvor alvorligt det kan være for dem at blive ramt af influenza. Personer i risikogrupperne har typisk et svækket immunforsvar. De risikerer derfor at blive alvorligt syge af influenza, hvis ikke de bliver vaccineret, siger Louise Lauridsen i pressemeddelelsen.
De gratis vaccinationer tilbydes folk i risikogrupperne fra 1. oktober i år og resten af 2017. Gravide efter 12. uge kan gøre brug af det gratis tilbud fram til 1. marts 2016. Man kan blive vaccineret mod alvorlig influenza hos egen læge, mens flere kommuner også tilbyder vacciner på det lokale sundhedscenter eller i samarbejde med apoteker. Er man for svækket til at forlade sit hjem, kan man blive vaccineret i sit eget hjem.
Da influenza typisk rammer Danmark fra sidst i november til starten af december, er det vigtigt, at man bliver vaccineret i oktober/november.