Ubehandlet astma: Knalder du som en søløve?

Foto: Youtube.
Offentliggjort Sidst opdateret

Omkring 100.000 danskere med astma er ikke optimalt behandlet. Det viser sig særligt i situationer, hvor kroppen skal yde ekstra, eksempelvis når man dyrker sex, løber efter bussen eller spiller fodbold med børnene. Opmærksomhed på egne symptomer og en åben snak med lægen er vejen til en bedre hverdag.

Hver fjerde med astma har oplevet problemer med åndenød eller hosteanfald under sex. Det viser en undersøgelse, som YouGov og Kompas Kommunikation netop har foretaget for Astma-Allergi Danmark. Det kan tyde på, at mange har daglige problemer med en underbehandlet astma.

– Nedsat lungefunktion og dårlig behandlet astma kan skjule sig i hverdagen, særligt hvis man har stillesiddende arbejde og ikke er fysisk aktiv. Det er derfor i dagligdags situationer, hvor kroppen kommer på arbejde, fx under sex, at man får symptomer som besværet vejrtrækning og hoste, siger Anne Holm Hansen, vicedirektør i Astma-Allergi Danmark.

– Vi ønsker at sætte fokus på, hvordan den dårligt behandlede astma kan give problemer i helt almindelige daglige situationer. Det gør vi, fordi vi ønsker at få mennesker med astma til at tænke over, om deres astma er optimalt behandlet, fortsætter hun.

Ifølge Astma-Allergi Danmark, er cirka hver tredje af de 300.000 voksne danskere, der har astma, ikke velbehandlede. Medmindre man har en svær astma, skal man kunne det samme som mennesker uden astma, når astmaen er velbehandlet.

Tabu at tale om med lægen

Undersøgelsen viste også, at selv om hver tredje astmatiker gerne vil tale med lægen om sex, er det kun 6 procent der reelt får det gjort.

– Astma og særlig svær astma gør noget ved både lyst og evne til at have sex, og desværre tyder det på, at problemer med sexlivet på grund af astma er et emne, som de fleste ikke taler med deres læge om. Og det er et problem, fortæller overlæge, dr. med Vibeke Backer, som er astmaprofessor ved Bispebjerg Hospital.

Hun opfordrer derfor både astmapatienter og landets læger til at være opmærksomme på emnet og tage det op under konsultationer. Det vil ifølge Vibeke Backer gøre lægerne mere opmærksomme på patienternes udfordringer i hverdagen, og det vil give patienterne mere selvtillid, når der bliver åbnet for snak om et svært emne.

– Målet er, at alle med astma skal være så velbehandlede som muligt. Dårligt behandlet astma går ud over den enkeltes livskvalitet, og det giver mange sygedage.

Tag ansvar for din astma og få hjælp af din læge eller af Astma-Allergi Danmarks rådgivning. Mind dig selv om, at astmaen ikke må begrænse i hverdagen, slutter Anne Holm Hansen.

Knalder du som en søløve?

Astma-Allergi Danmark har lavet en kampagnefilm, der sætter fokus på at være velbehandlet med astma. Filmen hedder ”Knalder du som en søløve?”, og du kan se videoen nedenunder.

Powered by Labrador CMS