Tyve stikker af fra politiet – på cykel

Det lykkedes to indbrudstyve at stikke af fra en politipatrulje i bil. Det til trods for, at tyvene var på cykel.

Der har været fart på, da en indbrudstyv stak af fra en politipatrulje i Frederikshavn – på cykel. Modelfoto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvor heldig har man lov at være. En politipatrulje på vej til et indbrud mødte en af de formodede tyve, inden den var nået frem.

Det endte bare ikke som håbet. Patruljen eftersatte, men måtte opgive jagten – for tyvene var på cykel.

Kort forinden modtager politiet i Frederikshavn en anmeldelse om et indbrud, der er ved at blive begået hos en frisør i Rimmensgade. Det fortæller Politikommissær Kristian Nørgaard Thomsen fra lokalpolitiet til Newsbreak.dk.

– På vej til stedet møder patruljen en person med en kasse på cyklen. Han smider kassen og cykler væk, patruljen følger efter, men på grund af noget vejarbejde lykkes det ikke at forfølge ham. Patruljen forsøger til fods, men afstanden er for lang, siger han.

Har været i området

I den kasse, som tyveknægten havde smidt, lå der såmænd tyvekoster. Det er dog ikke ensbetydende med, at politiet bare “dropper” sagen.

– Vi skal i gang med at sikre spor. Der er desværre ikke rigtig nogle signalementer af tyvene, men noget tyder jo på, de har været i området, når de har kunne flygte på cykel, siger Nørgaard Thomsen.

Tyveriet skete klokken knap seks mandag morgen, og de to gerningsmænds sparsomme signalement er:

De var iført mørkt tøj og elefanthuer, der var trukket ned over hovederne.

Ved du noget, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.

Det er uvist, om tyvene bar cykelhjelm.

Powered by Labrador CMS