Tyve blev overrasket – så tog de en mystisk flugt
Tre tyve blev opdaget - og forstyrret - i deres forehavende. Så stak de af - ad alternativ rute.
Natten til mandag får Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse.
Det er der som sådan ikke noget mærkeligt i.
Anmeldelsen lyder på, at tre mænd er ved at stjæle fra en genbrugscontainer på Østergade i Holsted.
Det er der – vel – som sådan heller ikke noget hverken mærkeligt eller odiøst i. Heller ikke, at politikredsen med det samme sender en patruljevogn.
Politikredsen udsender også et tweet i forsøget på at fange de formastelige.
“Har du set tre våde mænd løbet rundt i området ved Holsted”, står der i tweetet.
Alternativ flugtrute
Man bliver selvfølgelig, medmindre det regner kraftigt, ikke specielt våd af at stjæle genbrugstøj, men i denne forbindelse har netop det våde element dog forbindelse til tyvenes flugt.
De tre personer valgte nemlig, da de blev opdaget, at vælge en noget utraditionel – og vel egentlig ikke særlig hurtig – flugtrute:
“Så er det nok dem, vi leder efter i øjeblikket. Vidne spottede dem med fingrene i kagedåsen, hvor de valgte at stikke af ved at springe i nærliggende å”, skriver politiet videre.
Stadig på fri fod
Et opfølgende tweet fra Syd- og Sønderjyllands Politi fortæller desværre, at de tre våde mænd ikke er fanget.
Der er derfor intet, der på nuværende tidspunkt kan redegøre for, at tyvene valgte åen som den foretrukne flugtvej.
Måske en tro på, at eventuelle hunde ikke kan få fært i vand?
De våde mænd v/Holsted ikke fundet. Var formentlig i gang med at stjæle fra tøjcontainer, da de blev overrasket. #politidk
— Sydjyllands Politi (@SjylPoliti) January 29, 2018
Det finder vi måske aldrig ud af.