Tyskland åbner grænsen mod Danmark

Tyskland åbner trinvis grænsen mod Danmark fra den 15. maj.

Det er endnu uvist, hvordan udformningen af genåbningen bliver. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Ministerpræsidenten i Slesvig-Holsten har her til aften overtalt den tyske indenrigsminister Horst Seehofer (CSU) til trinvis at åbne for indrejse fra Danmark til Tyskland fra den 15. maj. Det oplyser Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günthers pressechef mandag aften overfor Flensborg Avis.

Günther tog affære, efter at det danske mindretalsparti i Sydslesvig, SSW, i sidste uge lagde pres på delstatsregeringen i Kiel om at tage spørgsmålet op med de centrale myndigheder i Berlin, som grænsekontrol hører under.

Fra SSWs side var der udtalt utilfredshed med, at Tyskland holdt fast i sin grænsekontrol, selvom Danmark er begyndt igen at tillade familier og ægtefæller at besøge hinanden på tværs af grænsen. Også sommerhusejere bosat syd for grænsen har på det seneste kunnet rejse nordpå igen, oplyser Flensborg Avis.

Pressetalsmanden kan ikke oplyse konkret, hvordan det fra den 15. maj igen bliver muligt at rejse fra Danmark til Tyskland.

Omfanget af den tyske grænseåbning skal forhandles i de kommende dage og ventes at blive taget op igen på onsdag, når Tysklands forbundskansler Angela Merkel mødes med de 16 tyske delstaters regeringschefer.

Powered by Labrador CMS