Tyskerne kan godte sig over ny kommission

Kommissionsformand, Jean-Claude Junckers, kommission fremkalder de største smil i Berlin, lyder vurderingen fra EU-ekspert og tidligere Venstre-minister Lykke Friis. Foto: Virginia Mayo/AP
Offentliggjort Sidst opdateret

Berlin kan havde de bredeste smil på over Junckers kommission, mener prorektor og EU-ekspert Lykke Friis.

Den nøjsomme økonomiske linje har overtaget i den nye kommission, som kommissionsformand Jean-Claude Juncker onsdag har præsenteret, og hvor Margrethe Vestager er udpeget til posten som konkurrencekommissær.

Det vurderer prorektor på Københavns Universitet, EU-ekspert og tidligere Venstre-minister Lykke Friis.

– Det, der er det centrale, er, at den tyske linje – hvis man skal bruge det udtryk – er stærkt repræsenteret her, siger hun.

– Så hele den diskussion om, hvorvidt man ville få rykket balancen mellem Angela Merkels (den tyske forbundskansler, red.) tæring-efter-næring-kurs og Frankrig og Italien, der ønsker en opblødning af den kurs, så må vi sige, at smilene er større i Berlin end i Paris og Rom.

Hun påpeger, at selvom franskmanden Pierre Moscovici får økonomi og skat som portefølje, så er han “pakket godt og grundigt ind” af Finlands job-kommissær og næstformand i kommissionen Jyrki Katainen, og Letlands næstformand og kommissær for den monetære union, Valdis Dombrovskis, der begge står for sparekursen.

Hun hæfter sig også ved udnævnelsen af hele syv næstformænd for kommissionen – poster, som Margrethe Vestager ikke fik nogen af.

– De skal være indpiskere og koordinatorer. Det er tænkt som magtfulde poster, men hvordan det konkret skal virke, er jo ikke til at sige endnu. Vi kan bare konstatere, at Danmark altså ikke har fået sådan en post, der får en stærkere rolle end tidligere, siger Lykke Friis.

– Faktuelt har Vestager fået en tung post, men hun har altså ikke fået sådan en superkommissær-post. Danmark har tre undtagelser, så vi ligger ikke i sværvægtsklassen, men konkurrencekommissær-posten er godt gået fra dansk side.

Hun hæfter sig også ved, at briterne sætter sig på posten for finansiel stabilitet. En post, som briterne – der talte dunder mod Jean-Claude Juncker som formand – åbent har ønsket.

– Man giver David Cameron en tung post, og det er et tegn fra Juncker om, at han meget gerne vil holde på Storbritannien på trods af, at Cameron ikke støttede Juncker som formand og på trods af, at briterne ikke har sendt en tung person, siger hun med henvisning til den britiske premierminister og den nye kommissær Jonathan Hill.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS