Tyskerne er vilde med danske fødevarer

Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark eksporterer fødevarer som aldrig før til Tyskland. Med mere en 82 mio. forbrugere er Tyskland det største marked for eksport af danske fødevarer.

Sidste år købte tyskerne for 28 milliarder kr. fødevarer fra Danmark. Det svarer til 18 procent af hele den danske fødevareksport, og eksporten til Tyskland er dermed væsentligt højere end eksporten til BRIK-landet Kina.

»Tyskerne køber rigtig mange ting, også industriprodukter og halvfabrikata. Det er især meget svinekød og levende svin, der går til Tyskland. Vi er især underleverandører til tysk fødevareindustri. Bl.a. bliver dansk svinekød videreforarbejdet i Tyskland til pølser. Men vi sælger også mange mejeriprodukter«.

Det siger cheføkonom Thomas Søby fra Landbrug & Fødevarer, der er landbrugets samt slagteriernes og mejeriernes brancheorganisation.

Siden 2000 er den danske eksport af fødevarer til Tyskland ifølge Landbrug & Fødevarer steget med ikke mindre end 11 mia.kr.

Dermed tegner det tyske marked sig for 20 pct. af fødevareklyngens samlede vækst i perioden.

Tyskland er blandt de markeder, hvor øget efterspørgsel skaber det største potentiale, rent volumenmæssigt. Væksten er ikke bare kommet tilbage i Danmark, men også til Tyskland.

Den Internationale Valutafond, IMF forventer, at den indenlandske efterspørgsel i Tyskland i de kommende år vil vokse med fire til fem pct. om året.

»Det betyder også større efterspørgsel efter danske fødevarer. I Landbrug & Fødevarer vurderer vi, at den øgede tyske efterspørgsel kan give en dansk mereksport af fødevarer til Tyskland på ca. 2,8 mia. kr. i 2016,« siger Thomas Søby.

 

 

 

Powered by Labrador CMS