Tysk VM-skandale koster forbund 26 millioner kroner

Undersøgelsen af mulig bestikkelse i forbindelse med tildelingen af VM i 2006 løber op i 26 millioner kroner.

Franz Beckenbauer stod i spidsen for den tyske arrangørkomité, der er mistænkt for at have købt sig til stemmer for at få VM til Tyskland i 2006. Foto: Kim Hong-ji/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Det bliver en bekostelig affære for Det Tyske Fodboldforbund (DFB) at udrede trådene omkring det VM i 2006, som den store fodboldnation er blevet beskyldt for at have bestukket sig til.

Fredag kom det eksterne advokatfirma Freshfields med de foreløbige konklusioner af den undersøgelse, som DFB selv har sat i værk for at undersøge anklagerne.

Rapporten kunne hverken be- eller afkræfte bestikkelse, men den omfattende undersøgelse kommer til at koste DFB et stort millionbeløb.

Den midlertidige DFB-præsident Rainer Koch fortæller til Sky Sports, at undersøgelsen kommer til at stå i omkring 3,5 millioner euro (godt 26 millioner kroner).

– Det bliver omkring det beløb, men jeg kender ikke det eksakte tal, for alle de relevante oplysninger er endnu ikke tilgængelige. Der mangler stadig en stor del af Freshfields’ arbejde, siger han.

Mistanken om bestikkelse opstod, da det tyske magasin Spiegel hævdede, at DFB havde brugt 6,7 millioner euro (50 millioner kroner) på at købe sig til stemmer blandt folk i Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) eksekutivkomité.

DFB forklarede, at pengene var brugt på et kulturelt arrangement i forbindelse med VM, men arrangementet har angiveligt aldrig fundet sted.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS