Tysk ubåd spottet i Lillebælt

Der er ingen grund til panik. Den tyske ubåd er blot på gennemrejse. Den er på vej på øvelse.

Den opmærksomme borger, Ralph Andersen, lagde onsdag formiddag dette billede på Facebook, af den omtalte Ubåd. Foto: Facebook/Ralph Andersen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Borgere omkring vandet ved Lillebælt har i dag kunnet observere lidt af et særsyn ude i det våde. En tysk ubåd er nemlig i færd med at sejle gennem farvandet, men med periskopet oppe, så at sige. Det skriver Ekstra Bladet.

Danmarks sidste ubåd blev trukket på land i 2004, så når vi ser ubåde i det danske farvand, er de af udenlandsk herkomst. Og denne er altså fra Tyskland.

– Den hedder U34, så den er tysk, fortæller Erik Bøttger, presseofficier ved Værnsfælles Forsvarskommando. Her holder Marinestaben til, der har hånd i hanke med, hvad der går for sig på søen.

Destination ukendt – trusselsniveau ikke eksisterende

Erik Bøttger kan også fortælle, at ubåden er på vej på øvelse, men han ved til gengæld ikke, hvor båden nærmere bestemt er på vej hen. De vidste dog, at den var på vej.

– Vi har styr på, hvad der kommer igennem de danske farvande, så vi ved, hvad der foregår, siger Erik Bøttger.

Det skal dog ikke afholde bekymrede eller nysgerrige borgere fra at kontakte Marinestaben, hvis de en anden gang ser noget ude på havet, der ser ud til at være på besøg fra et fremmed lands militær.

– Det er helt fint, at folk ringer, når de ser noget, siger Erik Bøttger.

Powered by Labrador CMS