Tysk kvinde forsvundet: Er måske i Danmark

En 23-årig kvinde har været forsvundet siden 17. august. Hun er muligvis i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tysk politi har bedt sine danske kolleger om hjælp i en sag om en forsvundet, tysk kvinde. (Se billeder over artiklen).

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om den 23-årige tyske statsborger Nathalie Minuth, der muligvis opholder sig – eller har opholdt sig – i området ved den dansk-tyske grænse.

Hun har været forsvundet siden lørdag den 17. august.

Hjælp fra Danmark

Kriminalpolitiet i Flensburg har bedt Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi om at dele efterlysningen af den 23-årige kvinde.

Kvinden blev meldt savnet søndag den 18. august, efter at hun havde været forsvundet et døgn.

Ifølge tysk politis oplysninger er hun muligvis taget med bus fra Stadum til Schafflund i Schleswig-Holstein lørdag den 17. august omkring middagstid, hvorefter der ikke er nye oplysninger om hendes færden.

Signalement Nathalie Minuth

– 1,58 centimeter høj
– Meget spinkel af bygning
– Øjenfarve: Blågrøn
– Langt, sort hår
– Hun har tatoveret ”Nathalie” på venstre håndled og er piercet i tungen
– Hun bærer sandsynligvis en sort hættetrøje med hvidt tryk, hvor der står ”Petite”, sort læderjakke, mørke bukser og sorte Nike-sneakers

Desuden har man fundet hendes identitetspapirer i Schafflund.

Hvis du mener at have oplysninger om kvinden, kontakt Syd- og Sønderjyllands Politi på telefonnummer 114.

Powered by Labrador CMS