Tysk fodboldtræner kaster håndklædet i ringen

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Armin Veh tror ikke længere på, at han kan rette op på Stuttgarts dårlige sæsonstart. Derfor har han sagt op.

Der var store forventninger til Armin Veh, da han vendte tilbage til bundesligaklubben Stuttgart i sommer.

Træneren, der blev mester med sydtyskerne i 2007, har dog ikke kunnet indfri forventningerne, og efter søndagens 0-1-nederlag til Augsburg har han selv taget konsekvensen og sagt op.

– Det var en svær beslutning for mig at tage, for klubben og spillerne ligger mit hjerte nær. Men i sidste ende er jeg sikker på, at det var det rigtige at gøre, siger han til klubbens hjemmeside.

Stuttgart ligger sidst i tabellen med ni point efter 12 kampe, der kun har kastet to sejre af sig. Samtidig røg holdet ud af pokalturneringen i første runde.

Sidste sæson var heller ikke nogen succes for William Kvists tidligere klub, der sluttede lige over nedrykningsstregen.

Dermed venter der en stor opgave for den kommende træner, som endnu ikke er udpeget.

Klubben fortæller, at det bliver assistenterne Armin Reutershahn og Reiner Geyer, der har ansvaret for holdet i fredagens lokalderby mod Freiburg.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS