Tyrkiet nægter folketingsmedlem adgang
Tyrkiet nægter Søren Søndergaard (EL) at være valgobservatør efter deltagelse i arrangementer, skriver TV 2
Folketingsmedlem Søren Søndergaard (EL) er blevet nægtet at være valgobservatør ved det kommende tyrkiske valg.
Det fortæller han til TV 2. Årsagen er, at han har deltaget i arrangementer, som ifølge Tyrkiet har "promoveret en terrororganisation."
Søndergaard skulle have været en del af den delegation, som Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa - OSCE - sender til landet, som afholder valg 14. maj.
Er stolt
Her skal befolkningen vælge deres præsident og parlamentsmedlemmer.
Han bekræfter over for TV 2, at han har besøgt dem, "der bekæmpede Islamisk Stat - de syriske demokratiske styrker (SDF)." Det vil han ikke skjule, men er derimod stolt af.
I en skriftlig kommentar til Ritzau siger han også, at det er "uacceptabelt, at Tyrkiet vil nægte et parlamentsmedlem adgang til landet som valgobservatør".
- Selvfølgelig er det ikke det land, der afholder valget, der skal afgøre, om specifikke valgobservatører er velkomne ind i landet.
- For at kunne gøre sit arbejde skal en delegation netop repræsentere et bredt udsnit af holdninger og synspunkter. Det er en demokratisk børnelærdom, siger Søren Søndergaard.
- Er nødt til at stå sammen
Han forventer, at den danske regering "vil sige klart og entydigt fra".
Derudover regner han med, at det vil føre til "international kritik og fordømmelse, som det gjorde, da Tyrkiet ved sidste valg nægtede specifikke valgobservatører adgang".
- Demokratiske kræfter er nødt til at stå sammen og sige klart fra over for det her.
- OSCE arbejder for demokrati og menneskerettigheder, og vi er til stede til valget i Tyrkiet for at sikre en demokratisk valghandling i en højspændt situation. Det her er et hårdt anslag mod demokratiet, siger Søren Søndergaard.
Peter Juel-Jensen (V), formand for OSCE's Parlamentariske Forsamling, siger til TV 2, at han vil kontakte præsidenten for OSCE.
Han kalder det også for "helt utilstedeligt".