Tyr stikker af fra slagteri og går amok på bil

En ung tyr var ikke videre interesseret i at skulle slagtes. Modelfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Det passede ikke lige en ung tyr at skulle slagtes fredag. Under en omlæsning på et slagteri stak den nemlig af.

Tidligt fredag morgen forsvandt en ung tyr fra et Danish Crown-slagteri i Aalborg Øst. Den brød sig næppe om at skulle slagtes. Det skriver Nordjyske.dk.

Den unge tyr sprang, i forbindelse med en aflæsning fra en lastbil, over et højt rækværk, mens ansatte så måbende til.

– Lige pludselig satte den af og sprang over et rækværk på 1,70 meter, og vi nåede ikke at lukke portene, før den var væk, siger Palle Sørensen, som er afdelingschef hos Danish Crown Aalborg.

Derefter gik det ud over en bil, som tyren gik amok på. Det var her, politiet blev tilkaldt.

– Vi kan ikke finde den nogen steder. Vi har været ude og søge i området, som jo er meget åbent. Vi håber, den er gået ind i noget bevoksning og ikke et beboet område, siger Mogens Hougesen fra Nordjyllands Politi.

Bliver nok skudt

Slagtning eller ej, tyren kan godt forberede sig på at ende sine dage.

– Når vi finder den, bliver Falck tilkaldt, så de kan skyde den. Den er formentlig meget opskræmt, så vi kan ikke få den ind og gå sammen med andre tyre igen, siger Palle Sørensen.

Hvis man har set den vildfarne tyr, skal man kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.

Powered by Labrador CMS