Tyktarmskræft rammer flere danskere

I en ny rapport er Danmark indehaver af den højeste stigning i antallet af unge under 50, der rammes af tyktarmkræft.

Offentliggjort Sidst opdateret

I en ny rapport indtager Danmark en sørgelig førsteplads.

Sammenlignet med data fra Australien, Canada, Norge, New Zealand, Irland og Storbritannien er stigningen af antallet af unge under 50 år, der rammes af tyktarmskræft, den højeste.

Størst stigning

Mellem 2003 og 2012 steg antallet af danskere under 50 år, der fik konstateret tyktarmskræft, i gennemsnit med 3,1 procent om året, fremgår det af rapporten udgivet i det videnskabelige tidsskrift The Lancet Gastroenterology & Hepatology.

Studiet, der udover tyktarmskræft også undersøger endetarmskræft, konstaterer at den årlige stigning for endetarmskræft i samme periode ligger på 0,2 procent, skriver Videnskab.dk.

Ingen konklusion

Der er ikke nogen konklusion på, hvad der ligger til grund for denne stigning, i rapporten.

Men til Videnskab.dk fortæller ph.d. og overlæge ved Abdominalcenter K på Bispebjerg Hospital, at det formentlig er unges livsstil, der er problemet. Han nævner, at der er en tendens til at unge spiser flere færdigretter, mindre grønt, mindre fiberrigt og får mindre motion.

Sjælden konstatering

På trods af procentstigningen er det stadig personer over 50 år, som er i størst risiko for at få tyktarmskræft. Det er en sjældenhed blandt personer under 50.

– I Danmark ser vi en stigning i diagnoser blandt de unge, der er højere end stigningen blandt de ældre, men der er stadig samlet set meget få tilfælde, og risikoen for, at du bliver ramt af tyktarms- eller endetarmskræft som ung er lille, fastslår Gerda Engholm til Videnskab.dk, seniorstatistiker i Kræftens Bekæmpelse, der er medforfatter på rapporten.

Vær opmærksom

Selv om det sjældent er unge, der rammes af tyktarmskræft, skal de stadig være opmærksomme på symptomerne på tarmkræft.

Det kunne eksempelvis være blod i afføringen, markante ændringer i afføringen eller sort afføring. Du kan læse om nogle af symptomerne i galleriet ovenfor.

Powered by Labrador CMS