Tvunget til aflysning
Den norske Hollywood stjerne og Oscar-æresprisvinder Liv Ullmann ramt af sygdom
I perioden fra den 9. til den 18. juni skulle den norske verdensstjerne Liv Ullmann have spillet med i teaterforestillingen, LIV, i Trøndelag Teater i Trondhjem om sit eget liv.
Nu meddeler teateret ifølge VG, at hun er tvunget til at aflyse på grund af sygdom.
Det fremgår også, at Liv Ullmann havde set frem til forestillingerne, og at hun er ked af, hun ikke er i stand til at gennemføre dem.
Ubetinget en af Norges største
Liv Ullmann er ubetinget en af Norges største filstjerner gennem tiderne.
Hun debuterede i den norske film 'Fjols til fjells' i 1957 men siden har hun gjort karriere i både Hollywood og på Broadway.
Modtog Æres-Oscar i marts
Så sent som i marts måned i år modtog hun som den første nordmand en Æres-Oscar.
VG nævner ikke, hvad det er, der har ramt nu 83-årige Liv Ullmann, men skriver dog, at situationen ifølge hendes agent er udramatisk, og at hun forventes at være på benene igen i løbet af nogle uger.