Tvunget gebyr rammer 100.000 investorer
Private investorer er tvunget til at betale for rådgivning, selvom de ikke vil have det.
100.000 private danske investorer må punge ud for rådgivning om landets store investeringsforeninger, selv om de ikke vil have den. Det viser tal fra investeringsbranchen selv, skriver Jyllands-Posten.
Problemet opstår, fordi langt de fleste investeringsforeninger benytter et gebyrsystem, hvor alle investorer skal betale for rådgivning til banken via såkaldt formidlingsprovision. Det gælder også for de 100.000 investorer, som ifølge Investeringsfondsbranchens (IFB) investoranalyse aldrig benytter rådgivning.
– Det bekræfter, at mange ikke har glæde af den såkaldte rådgivning, som bankerne giver omkring investeringsforeninger. Og det understreger, at det er en god idé at undersøge muligheden for at finde en anden model, siger Jens Møller Nielsen, direktør i Dansk Aktionærforening.
Rådgiverhonoraret bliver hvert år trukket som en procentsats af kundernes investering i alle landets største investeringsforeninger. En gennemsnitlig investor betaler hvert år 2.000-3.000 kr. i formidlingsprovision.