Tvivlen afblæst: Svensker-brag spilles som planlagt
Sverige har fået grønt lys til at afvikle lørdagens EM-playoffkamp i Stockholm mod Danmark.
Lørdagens EM-playoffkamp mellem Sverige og Danmark i Stockholm bliver spillet som planlagt klokken 20.45.
Der var en risiko for, at kampen ville blive aflyst som følge af de blodige angreb i Paris, der fredag aften kostede mellem 120 og 150 mennesker livet.
Har fået grønt lys til at afvikle kampen
Det Svenske Fodboldforbund oplyser til svensk TV4, at man har fået grønt lys til at afvikle kampen.
– Kampen bliver helt sikkert spillet, siger kommunikationschef Niklas Bodell.
– Der var ikke nogen reel tvivl. Vi har holdt øje med udviklingen gennem natten og truffet bestemte beslutninger.
– Sammen med politiet og sikkerhedsfolkene har vi besluttet at højne sikkerhedsniveau fra et niveau, der i forvejen er højt, så alle, der kommer til kampen, kan føle sig trygge og i sikkerhed, fortæller Bodell.
Øget sikkerhed
Sikkerhedsansvarlig for Det Svenske Fodboldforbund, Anders Sigurdsson, udtalte tidligere på formiddagen til SVT.
– Vi øger antallet af visiteringer og foretager ekstra kontroller i området. Det gør vi for, at tilskuerne skal føle sig trygge ved at komme her, siger han.
Danmark og Sverige mødes i to EM-playoffkampe. På tirsdag står de to hold over for hinanden i København. Den samlede vinder er sikret en plads ved næste års EM-slutrunde i Frankrig.
/ritzau/Reuters