Tvis slog Randers i topopgør

Tvis slog Randers i topopgør

I Gråkjær arena tog kvinderne fra Team Tvis Holstebro torsdag aften imod gæsterne fra Randers HK. Her jubler Linn Blohm fra TTH. Foto: Morten Stricker/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter en dårlig sæsonstart er Team Tvis Holstebro ved at få styr på sæsonen.

Torsdag aften hentede klubbens håndboldkvinder den tredje ligasejr på stribe, da det hjemme blev 28-26 over Randers HK.

Svenske Nathalie Hagman blev topscorer med 10 mål.

»Vi har fået noget positiv energi og spiller godt sammen. Jeg forsøger at tage ansvar, og i dag får jeg også scoret lidt mål,« sagde hun til TV 2 Sport efter kampen.

Randers bedst fra start

Randers HK kom ellers bedst i gang og førte et godt stykke inde i første halvleg. Men så gik gæsterne i stå og blev holdt på 10 mål inden pausen. Team Tvis Holstebro lavede tre mere.

Hos taberne var Sofie Strangholt mildt sagt utilfreds efter nederlaget, der betyder at Randers HK misser muligheden for at få kontakt med topholdene Team Esbjerg og FC Midtjylland.

»Vi mangler noget fandenivoldskhed, nogle der gider løbe hjem, nogle der ikke er så stressede hele tiden. Nogle der slår bolden i jorden og siger: ’Nu gør vi det her,« sagde Sofie Strangholt til TV 2 Sport.

I torsdagens anden kamp i kvindernes liga var der noget mindre spænding om resultatet. Her vandt Nykøbing Falster Håndboldklub med hele 30-21 over HC Odense.

Powered by Labrador CMS