Tvillingernes store dag
Prins Vincent og prinsesse Josephine var blandt de 1237 tvillingepar, der kom til verden i 2011. Nu fejrer de royale rollinger 11-års fødselsdag
Det er præcis 11 år siden, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary fordoblede børneflokken, da parrets tvillinger, prins Vincent og prinsesse Josephine, kom til verden.
Tvillingerne blev født med 26 minutters mellemrum den 8. januar 2011.
Det gør prins Vincent til den fjerde i arvefølgen skarpt forfulgt af sin 26 minutter yngre søster, der indtager placeringen som nummer fem.
Undværer storebror
Foran dem er deres far, kronprins Frederik, deres storebror, prins Christian, og deres storesøster, prinsesse Isabella.
Siden sommer har de måttet undvære prins Christian i det daglige. Der forlod han nemlig de royale gemakker på Amalienborg Slot i København for at gå på Herlufsholm Kostskole i Næstved.
Rider og går til tennis
Tvillingerne bor i Frederik VIII's palæ sammen med deres forældre, kronprinsparret, og 14-årige storesøster, prinsesse Isabella, når ikke familien periodisk rykker ind i Kancellihuset ved Fredensborg Slot.
Selv har tvillingerne deres daglige gang på Tranegårdskolen i Hellerup, hvor de går i hver sin 4. klasse, prinsesse Josephine i 4. a, og prins Vincent i 4. b, mens fritiden bliver brugt på ride- og tennisbanen.
Med til premiere
Det lyder som en hverdag lig mange andre af deres jævnaldrende kammeraters, men af og til ses tvillingerne i deres royale roller.
Senest i december ledsagede de deres farmor, dronning Margrethe, til premieren på balletforestillingen "Snedronningen", som regenten har kreeret scenografien til.
Det forgangne år har de også heppet på rytterne til Hubertusjagten, som afholdes i Dyrehaven nord for København første søndag i november, mens de i sommer snørede løbeskoene og deltog i deres fars fødselsdagsløb, Royal Run.
Den 8. januar er det altså prins Vincent og prinsesse Josephine selv, der kan fejre fødselsdag.