Tv-vært: – Jeg er så bange for at dø
Mette Cornelius fortæller åbent om den angst hun har levet med i mange år.

Tv-vært Mette Cornelius, der blandt andet dækker landsholdets kampe på Kanal 5, lever med en angst.
Det afslører hun på chrichri.dk.
Angsten handler om døden.
Denne angst for døden er opstået, da Mette Cornelius var 3-4 år.
Morfar døde
En dag kom hendes mor hjem og fortalte Mette og hendes bror, at deres morfar var død.
– Og hun så satte sig på gulvet med armene rundt om os, mens hun græd og græd. Mine psykologer siger, at Mette på 3-4 år var for lille til at kapere at se sin mor gå i opløsning, skriver Mette Cornelius på chrichri.dk.
Hun mærkede ikke meget til angsten de efterfølgende år. Da hun var et godt stykke oppe i 20’erne kom angsten.
Mette Cornelius forklarer, at nytåret mindede hende om, at der nu var et år tilbage at leve i.
Januar den værste måned
Hun fandt et mønster hos sig selv. I sommermånederne gik det sådan set fint, men når dagene blev mørkere, så fulgte sindet med og kulminerede i januar, som hun beskriver som den værste. Hun beretter, at hun med bankende hjerte, tårer på spring, svedeture og kulsorte tanker fandt vej til lægen.
Første gang lykkedes det ikke at få hjælp, men hun prøvede igen året efter – her fik hun hjælp.
Ved en psykolog fik Mette Cornelius at vide, at hun led af sygdoms- og dødsangst.
Bange for at dø fra sine børn
Helt galt gik det i 2015, da hun gik en tur. I barnevognen havde hun sin søn.
Mette Cornelius ringede til sin sundhedsplejerske og fortalte, at hun var bange for at dø fra sine børn. Hun blev anbefalet at tage på psykiatrisk skadestue. Det tilbud tog hun dog ikke imod.
Efter en periode uden psykologhjælp fik tv-værten anbefalet en kognitiv psykolog.
– Hun hjalp mig godt på vej ind i efteråret og alt, hvad dertil hører for mig.
I januar 2016 gik Mette Cornelius til akupunktør. Siden har hun ikke mærket ret meget til angsten. Hun fortæller, at hun har mærket angsten to til tre gange siden da.
Taler åbent om døden i dag
Mette Cornelius’ datter har siden hun var tre år spurgt en del ind til døden.
– Spørgsmål, jeg aldrig tidligere har turde beskæftige mig med. Men jeg har tvunget mig selv til at tale så meget med hende om det, som hun har haft behov for. Sådan prøver jeg at undgå at give mit traume videre, slutter Mette Cornelius i sin modige beretning om angst.