TV-stjerne hædret af Prins Joachim
Journalisten Rasmus Tantholdt blev hædret med en medalje for sit håndværk. Medaljen blev overrakt af prins Joachim.
Rasmus Tantholdt bevæger sig i verdens brændpunkter, hvor han reporterer om blandt andet klimaforandringer, krig og sygdom.
Men grundlovsdag var han selv i fokus. Her fik han titlen som Årets Æreshåndværker.
Et håndværk
Grundlovsdag var Rasmus Tantholdt ikke på vej ud i verden for at lave journalistik. Han var på hjemmebane i Aarhus, hvor han er født og opvokset. Grunden var en helt særlig pris, som journalisten var modtager af.
Rasmus Tantholdt blev af Dansk Industri og Håndværks Medaljefond i Østjylland kåret som Årets Æreshåndværker.
– Det var noget af en stor ære. Jeg mener jo, at journalistik i den grad er et håndværk – og ikke et akademisk arbejde. Derfor synes jeg titlen passer meget godt. Jeg er meget beæret over, at de pegede på mig, siger Rasmus Tantholdt til Newsbreak.dk.
Prinsen overrakte
Ikke nok med at Rasmus Tantholdt var beæret over prisen, så betød det også meget, at det var prins Joachim, der overrakte prisen.
– Det var Hans Kongelige Højhed prins Joachim, der overrakte mig prisen. Det gør det ekstra fint, hvilket gør mig endnu stolt, siger Rasmus Tantholdt.
Prins Joachim er protektor for Medaljefonden.