TV-kendis ramt af kræft
Min verden ramlede, fortæller 'Nybyggerne'-kendissen Martin Storgaard Olesen
Martin Storgaard Olesen, der er kendt fra det populære TV2-program 'Nybyggerne', er blevet ramt af modermærkekræft.
Det oplyser han selv i et opslag på Instagram.
- Det havde jeg ikke set komme. Et af mine modermærker havde forandret sig. Det følte jeg i hvert fald. Derfor tog jeg til læge. Jeg ville have det tjekket. Bare for at være på den sikre side, indleder han.
Valgte at fjerne det
Martin Storgaard Olesen forklarer også, at lægen ikke umiddelbart havde mistanke om noget grimt, men alligevel valgte at fjerne modermærket og rutinemæssigt få det undersøgt.
Svaret kom torsdag.
Der var fundet kræft i mordermærket.
- Min verden ramlede. Heldigvis havde det ikke spredt sig, men chokket var stort, skriver Martin Storgaard Olesen i sit opslag.
Slap med skrækken
Han fortæller også, at lægen har forsikret ham at det hele er fjernet, og at der ikke er den mindste grund til bekymring.
- Jeg slap med skrækken, og er enormt glad for, at det blev opdaget og fjernet i tide, slutter Martin Storgaard Olesen.