TV-kendis dømt for livsfarligt voldtægtsforsøg
En mand i 30'erne blev fredag idømt to og et halvt års fængsel for voldtægtsforsøg under fest i København.
Et voldtægtsforsøg begået mod en 36-årig kvinde udløste fredag en fængselsdom til en mand, der er kendt fra sit arbejde på tv.
Den dømte er beskyttet af et navneforbud, der gælder, indtil en kommende ankesag er afsluttet, skriver Ekstra Bladet.
Artiklen fortsætter under videoen
Ifølge avisen blev manden, der er i 30’erne, ved Retten på Frederiksberg idømt to og et halvt års fængsel. Han blev kendt skyldig i voldtægtsforsøg af særlig farlig karakter samt voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
Manden ankede dommen til frifindelse umiddelbart efter rettens afgørelse.
Voldtægtsforsøget fandt ifølge rettens afgørelse sted under en fest, der blev afholdt 10. november sidste år i København.
På et toilet blev offeret banket op mod en væg, mens manden klemte om hendes hals, så hun mistede bevidstheden og ifølge dommen var i livsfare.
Det var her, det seksuelle overgreb blev begået.
Indrømmede forhold
Den dømte forklarede selv under retssagen, at han havde haft et seksuelt forhold til kvinden på toilettet, skriver Ekstra Bladet.
Men kvinden var indforstået med det, og han havde i øvrigt ikke taget kvælertag på hende, forklarede han.
Retten på Frederiksberg fandt det ikke bevist, at manden havde gennemført et egentligt samleje med offeret.
Han blev derfor dømt for voldtægtsforsøg og for voldtægt ved andet seksuelt forhold en samleje, da han ifølge retten til gengæld udsatte hende for en anden form for seksuelt overgreb.