Tv-branchen hylder Signe Molde med priser

Signe Molde går hjem med hænderne fulde ved overrækkelsen af tvprisen, hvor hun scorer to ud af 24 priser.

Tv-værten Signe Molde for tildelt to priser til tv-branchens årlige awardshow. (Arkivfoto) Foto: Bax Lindhardt/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Man må sige, at Danmarks kvindelige quizværtinde har gjort sig bemærket i det forgangne år.

Signe Molde kan klappe sig selv på skulderen og gå hjem med hele to priser efter årets største fest i den danske tv-branche løb af stablen lørdag.

Tv-værtinden modtog prisen for årets bedste satire/comedy-program med “Quizzen med Signe Molde”, der bliver vist på DR2.

Men det er ikke det eneste. For selv samme program kan Signe Molde høste titlen som “bedste kvindelige tv-vært” og skrive det på sit CV.

Uddelingen af den danske tvpris er en festaften. Her hylder tv-branchen de største præstationer og bedste programmer.

Vinderne blev hædret med eftertragtede statuetter, da de 24 priser blev uddelt i Tivoli Hotel og Congress Center.

Anders Agger løb med titlen som årets mandlige vært med sit dokumentarprogram Indefra med Anders Agger, hvor han besøger og skildrer særprægede miljøer.

Derudover blev æresprisen, “Årets Otto”, der er opkaldt efter tv-værten Otto Leisner, givet til den 73-årige søfarer Troels Kløvedal. Han er ramt af en aggressiv sklerosesygdom.

Hele 113 jurymedlemmer har vurderet de nominerede og sammen besluttet, hvem der skal have en pris.

Medlemmerne er fordelt på 19 juryer. Tilsammen har de set timevis af danske tv-programmer igennem med et erfarent og kritisk blik.

I juryens bedømmelse har de taget udgangspunkt i syv forskellige kriterier. Blandt andet har aspekter som relevans og aktualitet samt tilrettelæggelse og grundighed, research og fodarbejde været i højsædet.

De 19 juryer består af forskellige folk fra tv-branchen. På hver deres måde har de erfaring og kompetence til at vurdere de forskellige præstationer.

Prisen blev overrakt i forbindelse med Copenhagen TV Festival, der arbejder på at styrke den danske tv-branche.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS