TV 2 gør det igen
Hvide Sande danner endnu en gang rammen om krimiserien af samme navn. Men hovedrollerne er nye i skikkelse af Anne Louise Hassing og Allan Hyde
Anne Louise Hassing og Allan Hyde overtager hovedrollerne efter Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund, når "Hvide Sande" vender tilbage.
Krimisuccesen får nemlig en anden sæson. Det annoncerer TV 2 i en pressemeddelelse.
Skruer op
- Der er skruet op for spændingen i mordmysteriet, som igen er viklet ind i Hvide Sandes hemmelige sider og skjulte skæbner, mens romantikken også får plads til at spire frem de mest uventede steder, siger TV 2's executive producer, David Østerbøg, i pressemeddelelsen.
Da drabschefen Maj Lorentzen, spillet af Anne Louise Hassing, får en blodprop på grund af stress, lægger hun sit liv om og flytter til Hvide Sande for at finde ro og genskabe forholdet til sin datter og sit barnebarn.
Men da en af byens prominente skikkelser bliver myrdet, og efterforskningen går i stå, forsøger den lokale betjent, Bjørn, spillet af Allan Hyde, at overtale Maj til at hjælpe med opklaringen.
Først i 2025
Foruden Anne Louise Hassing og Allan Hyde er Frederikke Dahl Hansen og Anders Brink Madsen også nye i universet. Fra første sæson er der gensyn med Jesper Asholt, Camilla Bendix og Bodil Jørgensen.
Anden sæson af "Hvide Sande" forventes at få premiere på TV 2 og TV 2 Play i 2025.