Tusindvis af bankkunder har betalt for meget
Historien koster direktør i Danske Bank jobbet.
Danske Bank fyrer Jesper Nielsen, der indtil for nylig bestred posten som administrerende direktør.
Det sker som følge af en sag, hvor 87.000 danske kunder har betalt for høje gebyrer på investeringsprodukter.
Konkret handler sagen om produktet Flexinvest Fri, hvor gebyrerne i 2017 blev sat så højt, at prisen ikke gik hånd i hånd med, hvad kunderne kunne forvente i afkast.
Kunder kompenseres
Jesper Nielsen var ansvarlig for Danske Banks aktiviteter i Danmark, da gebyrerne blev hævet. Bankens bestyrelse mener derfor, at han ikke kan fortsætte
– Jesper Nielsen har gjort en betydelig indsats i banken gennem mange år, senest som midlertidig administrerende direktør, hvilket vi takker ham for, siger Danske Banks bestyrelsesformand, Karsten Dybvad.
– Men i den konkrete sag var han på daværende tidspunkt en af de ansvarlige bankdirektører, der ikke i tilstrækkelig grad sikrede, at Flexinvest Fri-produktet var det rigtige i forhold til kunderne. Derfor mener vi ikke, at Jesper kan fortsætte i stillingen, siger han i en pressemeddelelse.
Danske Bank vil kompensere de berørte kunder. Den samlede regning løber op i 400 millioner kroner.