Tusinder af danskere anmelder corona som arbejdsskade

Og stort set alle, der har fået behandlet en anmeldelse af en covid-19-sygdom som arbejdsskade, har fået den anerkendt

Arkivfoto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: Jyllands-Posten

5.544. Så mange danskere har det seneste år indberettet en covid-19-relateret arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) – heraf arbejder omkring to tredjedele i sundheds- og socialsektoren. Af de sager, som foreløbig er afgjort, har stort set alle – nemlig 805 – fået anerkendt deres covid-19-sygdom som en erhvervsskade, mens færre end fem har fået afslag. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge sektionschef Eliane Hove fra AES er både antallet af anmeldte sager på en enkelt diagnose og anerkendelsesprocenten meget høj i forhold til normalt. Men det er langtfra sikkert, at en anerkendelse fører til godtgørelse.

»På nuværende tidspunkt er der begrænset medicinsk viden om følgerne efter smitte, og som udgangspunkt ser vi derfor på sagen igen et år efter vores første afgørelse. Der skal være varigt mén, før der kan udbetales godtgørelse,« siger Eliane Hove.

Særlige centre

Ca. 1.800 patienter er henvist til regionernes særlige centre for mennesker med komplicerede senfølger efter covid-19, og de har typisk flere symptomer som f.eks. åndedrætsproblemer, muskelsmerter, voldsom træthed og problemer med at huske og koncentrere sig.

Ledende overlæge Lars Østergaard, Aarhus Universitetshospital (AUH), kalder senfølgerne for »lidt af et mysterium«.

»De kendte metoder med at scanne og røntgenfotografere hjerter og lunger viser som regel ikke noget, så vi skal flere spadestik dybere,« siger han til Jyllands-Posten.

At senfølgerne bider sig fast, viser et studie fra Region Midtjylland, hvor 96 pct. af tidligere indlagte covid-19-patienter på AUH fortsat har senfølger, mindst tre måneder efter at virus er væk.

Ikke gode nok

I fagforbundet Foa tager Torben Klitmøller Hollmann, formand for social- og sundhedssektoren, de mange anmeldte arbejdsskader som udtryk for, at mange social- og sundhedsmedarbejdere har været i frontlinjen i kampen mod covid-19.

»Tallene viser, at vi ikke har været gode nok til at passe på medarbejderne – især ikke i starten af epidemien,« siger han.

I Dansk Sygeplejeråd understreger næstformand Anni Pilgaard, at det har været vanskeligt at få senfølger og skader efter covid-19 sat på dagsordenen.

»Kampen er ikke slut, for nu er de første fem-seks fyringssager landet på vores bord på grund af for mange sygedage. Det er totalt forkasteligt og uacceptabelt,« siger hun til Jyllands-Posten.

Powered by Labrador CMS