Tusind tons stål til ny Rockwool-fabrik
Rockwool arbejder på fuldt tryk med at udbygge og opgradere fabrikken i Øster Doense, så den bliver klar til fremtidens produktions-teknologi
Der støbes og monteres som aldrig før i Øster Doense, hvor den Nordjyske producent DS Flexhal i øjeblikket arbejder på at opføre bygninger en helt ny produktionslinje til Rockwool. Hovedbygningen bliver 30 meter høj og skal rumme produktionsudstyr, der strækker sig over ni etager.
– Det er en kolossal og kompliceret opgave at udføre projekter i den størrelsesorden. Indtil videre har vi monteret over 10.000 enkeltdele siden byggestarten i efteråret. Bygningen skal bære kæmpe maskiner og enorme laster på alle ni etager, så det stiller helt særlige krav til bygningens robusthed, siger Ole Bech Olesen fra DS Flexhal.
De store mængder stål leveres af DS Stålkonstruktion, og DS Montage står for monteringen af de mange elementer. Hovedbygningens 3800 m2 facade og skillevægge bygges op af bagvægskassetter, der, naturligvis, rummer 180 millimeter Rockwool-isolering.
Udbygning sker som led i arbejdet med at opgradere produktionen
Rockwool vil opgradere de danske produktions-faciliteter, og derfor udbygges fabrikken nu. Det skal bringe fabrikken op på linje med de mest effektive fabrikker i koncernen:
– Råhusets stålkonstruktion er specialdesignet, så produktionslinjen kommer til at blive en integreret del af selve bygningen. Produktionsudstyret breder sig over ni etager, og derfor er det afgørende at bygning og maskiner spiller optimalt sammen, forklarer Ole Bech Olesen fra DS Flexhal.
Samlet set har Rockwool investeret omkring en halv milliard i udbygningen af fabrikken i Øster Doense, der forventes at stå færdig i sensommeren 2015.